266 / 398
Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris
259
4.
Af nordiske Forfattere opholdt paa den Tid Knut Hamsun
som fra Amerika tilbagevendt Begynder sig i Kjøbenhavn.
I jo plumpere Forhold han derovre havde levet, des større
Kærlighed nærede han til det Forfinede. Blandt Digterne
havde den GangJ. P. Jacobsen hans hele Beundring. Bjørn
son, hvem han senere skulde forgude, vurderede han paa
det Tidspunkt slet ikke. Hans Modenhed var ikke saa stor
som hans Selvstændighed. Han ringeagtede Jesus, Shake-
speare, Goethe og Henrik Ibsen. Han var elskværdig og
beskeden, endog lærvillig, naar man var alene med ham.
Han søgte mig tidt. En Aften indbød jeg ham til Børne-
selskab, da jeg havde engageret en Taskenspiller til at gøre
Kunster for de smaa. Min yngste lille Datter, der havde
Øjne som en Falk, opdagede enhver skjult Silketraad, der
forklarede Miraklet, og ærgrede derved Taskenspilleren. Jeg
selv var dummere; jeg forstod ved den Lejlighed saa lidt
som ved andre, hvorledes Taskenspillerkunststykker gaar for
sig. Den Aften var Hamsun simpel og ligetil. Men da
han havde sendt mig
Salt,
hvis først offenliggjorte Brud
stykke jeg havde beundret, men hvis Helhed jeg havde
tilladt mig at finde „lidt monoton“, modtog jeg fra ham en
djærv Skrivelse, der beviste mig, hvor ringe min Kunst
forstand var. Netop det, jeg dadlede, var Bogens største
Fortrin; netop det, jeg savnede, vilde Hamsun som fornem
Skribent ikke nedlade sig til. Deraf lærte jeg for titusinde
Gang, at selv naar en Forfatter udtrykkeligt æsker Ens
Kritik, gør man klogt i at undslaa sig for at angive Græn
sen, hvor Ens Beundring glipper.
5.
Den Sommer var der Orientalistkongres i Kjøbenhavn.
Af de Fremmede her søgte mig især Angelo de Gubernatis,
17*