268 / 398
og skandinaviske Egne, efter min lange Fordybelse i tyske
Forhold — paany at faa et fyldigt Indtryk af fransk Væsen
og Aandsliv.
Skønt Pariserne selv bandede Udstillingen og forsikrede,
at den jog dem bort fra Byen, var den for en Fremmed
umaadeligt lærerig. Man kunde en Maaned igennem ikke
blive træt af at vandre omkring i den. Det mig aandeligt
tilgængelige Omraade indskrænkede sig jo næsten til den
udstillede Kunst; men den fandtes til Sammenligning fra alle
Lande, og den retrospektive Afdeling førte En Frankrigs
Historie for Øje fra Aar 1789, til hvis Amindelse det hele
store Foretagende jo var sat i Værk. Man levede og aandede
fra Morgen til Aften omkring Babelstaarnets Efterfølger, Eiffel-
Taarnet, vænnede sig til det,, kom næsten til at holde deraf,
skønt det ødelagde Virkningen af gamle fornemme Monu
menter som Triumfbuen. Der var en smuk Udsigt deroppe
fra, og man nød den dobbelt i godt Selskab. Det fattedes
ikke. Der var mange elskværdige Skandinaver i Paris, og
man traf hinanden dagligt paa Udstillingen.
Man følte sig paa Udstillingsterrænet hensat i andre
Verdensdele. Vel var hvad der vistes af Algier og Tunis
ligesom den meget omtalte Rue du Caire kun interessant
for hvem der ikke havde været i Afrika og for dem, hvem
det tilfredsstillede at se
la danse du ventre.
Men det var
morsomt at besøge den javanesiske By med de smaa frysende
javanesiske Danserinder, der drejede Haandfladerne saa
yndefuldt rytmisk, og det var pudsigt at overvære en ana-
mitisk Teaterforestilling.
Det var kun fire Aar siden jeg havde været daglig
Gæst hos Madame Fanny Ephrussi i Meggen. Hendes
Hjem og hendes Venner blev under dette Pariserophold
min nærmeste Kres. Jules Ephrussi’s smukke Hus paa
Place des Etals-Unis
aabnede mig gæstfrit sine Døre. Vær
Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris
261