267 / 398
260
Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris
en aandrig Mand og en paalidelig Ven, der en halv Snes
Aar senere i Rom var mig til megen Glæde og Nytte, des
uden min gamle Bekendt og Ven fra Berlin, Ludwig Geiger.
Angelo de Gubernatis fornøjede mig ved at skænke mig sine
indiske Dramer med denne Paaskrift:
A l poeta della critica.
Den sagde mere end et stort Essay, der samtidig stod om
mig i
Frankfurter Zeitung
og et andet, der fremkom i
New York Times.
I det Efteraar udkom der et Flyveskrift af en Præst,
hvori for fuldt Alvor blandt Menneskerettighederne var an
ført „Retten til at elskes“. Ifald den gaves, turde den være
de fleste Kvinder vigtigere end Stemmeretten, der paa det
Tidspunkt begyndte at ligge dem paa Hjerte i Norden.
I August Maaned fik jeg den Mindelse om Alder, at
mine Øjne, der altid havde været udmærkede, til min Over
raskelse og Uro svigtede mig, naar jeg vilde læse. Ved
Henvendelse til en Øjenlæge erfor jeg, at dette var en
naturlig Hændelse, der fulgte med de Aar, hvori jeg stod.
Jeg maatte til min Sorg begynde at bruge Briller, naar jeg
vilde læse ved Lys.
Da det viste sig umuligt for mig at faa den store Bog
Det unge Tyskland
færdig i 1889, besluttede jeg foreløbig
at samle og bearbejde de mindre Afhandlinger, jeg havde
skrevet. Det blev to Bind
Danske Personligheder
og
Frem
mede Personligheder.
Hele Manuskriptet var indleveret til
Trykkeriet før jeg i Septembers Slutning rejste til Frankrig.
6
.
Det var fulde ti Aar siden jeg havde været i Paris, og
dengang endda kun for et Par Uger. Aldrig havde jeg set
en Verdensudstilling, og blot den var en Tillokkelse. Men
især attraaede jeg — efter mine mange Udflugter i slaviske