275 / 398
268
Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris
hvor der er koldt? Der vil jeg aldrig hen. Jeg afskyer
Kulde, føler mig kun tilpas, hvor Himlen er klar og Solen
varmer. — Da han vilde forære mig noget af sit, gav
han mig Valget mellem
Sur l’Eau og La Maison Tellier.
Jeg foretrak den sidste.
11.
Der var et Hus i Paris, som det Efteraar aabnede mig
et formeligt Hjem. Det var Jonas Lie’s i
Avenue de la
Grande Armée.
Med Rørelse og Taknemmelighed maa jeg
mindes den Elskværdighed, som Jonas og Thomassine Lie
da viste mig. Jonas Lie og jeg havde jo vekslet Breve,
saa de gamle, nærmest pudsige Misforstaaelser længst var
sporløst glemte. Men vi havde endnu aldrig set hinanden.
Jeg traadte ind: — Nej, saa dér er han. Endelig er han
der. Hvad er det, han ligner? En arabisk Hest. Nej, nej,
ikke Hesten, Manden som sidder paa den med en lang
Lanse i sin Haand. Ligemeget! velkommen, velkommen!
— Og i rivende Fart fulgte Spørgsmaal og Meddelelser i
næsten kaotisk Blanding.
Det var et Tidspunkt, hvor der fra Jonas Lies Side var
nogen Misstemning mod hans gamle Ven Bjørnson, fordi
denne med venskabeligt Despoti vilde regulere Lies Om-
gangskres og havde forbudt ham f. Eks. at se Kristian Krohg
hos sig, da denne i Sædelighedsfejden var optraadt som
Bjørnsons Modstander. Men saa højt Lie iøvrigt skattede
sin store norske Ven, saa haardnakket satte han sig til Mod
værge mod Overgreb, der vilde indskrænke hans personlige
Frihed.
Det var indtagende Aftener, disse hos Jonas Lie. Da
han levede i Paris vel i en Snes Aar uden ringeste Berø
ring med Franskmænd, traf man aldrig nogen fransk Mand