281 / 398
274
H aarde Tider
Jeg overværede Konstitutionsdagen d. 17. Maj i Kristiania,
ikke uden Sindsbevægelse ved Skuet. Guttetoget, en poetisk
Ide af Bjørnson, var nydeligt, og det Aar var for første Gang
Pigerne med. Byen gjorde den Dag et bondeschweizersk
Frihedsindtryk paa mig. Stemningen klædte den, og den
tog sig ud ganske til sin Fordel.
I godt Selskab kørte jeg til Ringerike og saa endelig
engang i den smukkeste Aarstid norsk Natur i større Om
fang. Kørevejen dejlig i Solskin; alle Frugttræer i Blomst,
og Duft af Graner. De hvide Fnug fra Fandens Mælke
bøtter fløj flere Steder gennem Luften tættere end Snefald
og bedækkede Jorden som Silkespind, Silkefløjl. Vi besteg
Krokkleven dels til Fods, dels til Hest. Udsigten derfra var
mægtig, om end naturligvis ikke som Udsigten fra Rigi Kulm.
Alligevel mindedes jeg nu og da om Schweiz. I Sundvolden
var der et Sted, der nøjagtigt genkaldte Vevey i min Erin
dring. Fra Højden deroppe laa Land og Vand landkort-
agtigt udbredte, og Snefjælde i Horizonten dannede Krans
deromkring.
Men det var ud paa Natten, at Landskabet virkede paa
mig som en Trolddom. Jeg husker ikke mere Enkeltheder,
men et Drømmelands-Indtryk, en ny Verden, Glans paa
Vand i den lyse Nat, Stier ad hvilke vi gik med Vand paa
den ene Side, Fjæld paa den anden og en Himmel, fra
hvilken det ene lyse og forjættende Budskab steg ned til
mig efter det andet, en Himmel, der ligesom omgav mig og
i hvis Himmelrum jeg følte mig baaren.
Saa lys havde
jeg aldrig set Nat i Danmark.
3.
Jeg vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor der paa Casino
spiltes et fjantet Stykke imod mig, kaldet
Mænd a f Ære,