287 / 398
280
H aarde Tider
Den yngste var sund og rask som sjældent et Barn.
Hun havde smukke Øjne og friske Farver, kunde synge,
før hun kunde tale, var altid lystig og pudsig.
Da hun tre Aar gammel var kommen fra Berlin til
Kjøbenhavn og saa Maanen skinne over Kongens Nytorv,
raabte hun fornøjet: Aa, den smukke Berliner-Maane! I
samme Alder klatrede hun saa højt op ad en Gitterstang
paa Concertpalæet, at hun kun med Vanskelighed blev hentet
ned, og et Par Aar derefter klatrede hun paa Skagen helt
op paa Spidsen af en Flagstang, sad og sang deroppe, men
var ikke i Stand til selv at hjælpe sig ned.
Det var meget vanskeligt at give hende Begreb om
hvad der efter Vedtægt skikkede sig og hvad ikke. En Dag
bragte hun i Middelfart sin Moder en Masse To-Ører og
sagde: Alle de Penge har jeg fortjent. — Hvorledes? —
Jeg har bundet smaa Buketter og solgt dem til Herrerne.
Hun maatte da give Pengene tilbage. „Men, sagde hun,
Buketterne har jeg ikke forlangt igen, dem lod jeg Herrerne
beholde gratis.“ — Dog vilde nogen Herre kysse hende, fik
han et kraftigt Slag paa Øret.
Hun havde et sandt Raseri for at give bort. Saasnart
det var bleven hende klart, hvad Fattigdom og Ulykke vilde
sige, skænkede hun de Ulykkelige alt hvad hun fik til For
æring. En lille Krøbling gav hun sit Legetøj. Af en anden
lille forvoksen Dreng købte kun bestandig Blomster. Men
da hun en Gang havde spurgt ham, hvorfra han havde
Blomsterne og han havde svart, at dem hentede hans Far
om Natten paa Kirkegaarden, lod hun ham beholde Pengene,
men rørte ikke hans Blomster og købte ikke mere af ham.
En Dag, da der var bieven lovet hende og hendes Sø
ster friske Kager, men Børnene udenfor Bagerbutikken saa
en stakkels, elendig Dreng, som en fattig Kone førte ved
Haanden, blev de enige om at give Afkald paa Kagerne og