289 / 398
282
Haarde Tider
Staalpen og stak den til sig. Hun kom fra et Hjem, hvor
det flød med Penne og de ikke havde noget Værd. Senere
beklagede en Dame sig over Pennens Forsvinden, og den
blev givet tilbage. Paa den Tiltale, der ved Aftenbønnen blev
rettet til hende: T ror du ikke, Vorherre er vred paa dig
idag? svarte hun: „Har Vorherre ikke bedre at gøre end at
passe paa mine Dumheder, saa bryder jeg mig slet ikke
om nogen Vorherre.“
Hun fortalte en Dag, at hun havde truffet en lille Dreng,
hvem hun havde spurgt: Hører ogsaa du de Foredrag, der
om Søndagen holdes for fattige Børn? — Nej, sagde han,
jeg hører ikke Foredrag sammen med fattige; jeg er et
Herskabsbarn; min Far er Overretssagfører. — Paa Ytringen:
Du kunde sagt, du var Datter af en Doctor, svarte hun:
Nej, dertil er jeg for stolt.
Hun var en Vildkat og blev derfor misforstaaet og daar-
ligt behandlet i Skolen, stadigt indespærret for Bagateller,
En Dag havde et fremmed Barn plettet hendes Søsters Bog.
Denne fik en Anmærkning derfor, skønt hun sagde, hun
var uskyldig; man vilde ikke tro hende. Astrid sagde:
„Min Søster lyver aldrig“ og fik Straf derfor. — Var der i
Lærebøgerne noget Udfald mod Tyskere, sørgedes der for
at hun læste det. Engang spurgte Lærerinden hende: Hvis
vi fik Krig, hvem ønskede du saa skulde vinde, de Tyske
eller de Danske? — Hun svarte: Jeg ønsker, de skal lade
være med at slaas. — Naar Fremmede spurgte hende: Du
er vel en lille artig Pige? svarte hun: Min Søster er meget
artig.
En Dag, jeg skulde holde Foredrag, tog jeg paa Bør
nenes Bøn dem med derhen, og sagde, de skulde passe
paa, der vilde deri være indlagt et Sted, som var henvendt
til dem. Da Stedet kom, rejste Astrid sig glædestraalende
op og nikkede saa ivrigt til mig, at jeg havde Møje med at
beherske mit Ansigt.