Previous Page  288 / 398 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 288 / 398 Next Page
Page Background

Haarde Tider

281

heller fornøje Barnet. De købte et Rugbrød, et Franskbrød,

to store Glas Mælk, Bismarckklumper og Chocoladecigarer,

lagde det paa et Bord for sig, løb ud, kaldte paa Moder og

Søn, raabte: „Vær saa artig,

deter Alt til Dem“ og pilte

bort, før der kunde takkes.

Den lille gav Afkald paa et Ophold paa Marienlyst for

i Stedet at udstyre en fattig Dreng, der skulde i Malerlære,

med Klæder og Støvler, uden hvilke Mesteren ikke vilde

tage ham som Lærling. — Da der til Pigen kom en Broder­

søn af hende, der havde mistet sine Klæder ved en Stran­

ding, gav begge Børn ham Indholdet af deres Sparebøsser

og Astrid ham sin kæreste Bog, Andersens Eventyr.

Saa godhjertet hun var, saa var det dog langt fra at

hun var følsom. Hun var dristig og maatte altid spille

Puds. En Dag havde en lille Pige i Middelfart faaet en

Badedragt af hvidt Flonel. Et andet Barn sagde: Mon den

kan svømme?

Astrid kastede den i Vandet; den flød

bort og maatte erstattes, saa hun var saare angergiven

derefter.

Da hun talte lige saa flydende Tysk som Dansk, skældte

undertiden Drengene paa St. Annæ Plads hende ud for

Tysker. Da hun blev lidt større, slog hun i saa Tilfælde

løs paa dem, saa det jævnlig blevtil regelret Slagsmaal. En

Dag sloges hun med en Dreng, der var hende for stor og

stærk; han kastede hende om. Saa sagde hun: Hvis du

nu ikke giver slip, kalder jeg paa min Far, han er Politi­

betjent og staar dér. — Drengen rendte sin Vej. — Da hun

fortalte det, sagde hun: Jeg var nødt til at lyve; ellers havde

en fremmed Dreng magtet mig. Var det vel Synd? Naar

jeg bliver stor, vil jeg være Politi. Gør jeg saa Dumheder,

bringer Ingen mig i Kasjotien.

Da hun var fem Aar gammel, var hun paa en Rejse nogen

Tid i et Pensionat, hvor hun saa en smuk, gyldent glimrende