288 / 398
Haarde Tider
281
heller fornøje Barnet. De købte et Rugbrød, et Franskbrød,
to store Glas Mælk, Bismarckklumper og Chocoladecigarer,
lagde det paa et Bord for sig, løb ud, kaldte paa Moder og
Søn, raabte: „Vær saa artig,
deter Alt til Dem“ og pilte
bort, før der kunde takkes.
Den lille gav Afkald paa et Ophold paa Marienlyst for
i Stedet at udstyre en fattig Dreng, der skulde i Malerlære,
med Klæder og Støvler, uden hvilke Mesteren ikke vilde
tage ham som Lærling. — Da der til Pigen kom en Broder
søn af hende, der havde mistet sine Klæder ved en Stran
ding, gav begge Børn ham Indholdet af deres Sparebøsser
og Astrid ham sin kæreste Bog, Andersens Eventyr.
Saa godhjertet hun var, saa var det dog langt fra at
hun var følsom. Hun var dristig og maatte altid spille
Puds. En Dag havde en lille Pige i Middelfart faaet en
Badedragt af hvidt Flonel. Et andet Barn sagde: Mon den
kan svømme?
Astrid kastede den i Vandet; den flød
bort og maatte erstattes, saa hun var saare angergiven
derefter.
Da hun talte lige saa flydende Tysk som Dansk, skældte
undertiden Drengene paa St. Annæ Plads hende ud for
Tysker. Da hun blev lidt større, slog hun i saa Tilfælde
løs paa dem, saa det jævnlig blevtil regelret Slagsmaal. En
Dag sloges hun med en Dreng, der var hende for stor og
stærk; han kastede hende om. Saa sagde hun: Hvis du
nu ikke giver slip, kalder jeg paa min Far, han er Politi
betjent og staar dér. — Drengen rendte sin Vej. — Da hun
fortalte det, sagde hun: Jeg var nødt til at lyve; ellers havde
en fremmed Dreng magtet mig. Var det vel Synd? Naar
jeg bliver stor, vil jeg være Politi. Gør jeg saa Dumheder,
bringer Ingen mig i Kasjotien.
Da hun var fem Aar gammel, var hun paa en Rejse nogen
Tid i et Pensionat, hvor hun saa en smuk, gyldent glimrende