283 / 398
276
Haarde Tider
til Leipzig.
Det var en Tid, hvor jeg nødedes til helt at
gaa op i Arbejdet. Jeg mindedes Aarestrups Vers:
Blomst af Balsaminen!
Skænk i mit Glas, hun sagde, dette Genskin
paa Dugen er
min
Nydelse af Vinen.
Hvad jeg i den Tid havde af Livsnydelse var kun et Genskin.
Jeg havde rigelig Lejlighed til at sammenligne Vanskelig
hederne ved at behandle det danske og det tyske Sprog.
For en Nordbo kommer Ulempen ved det tyske mest af
den utaalelige og unaturlige Ordstilling, der slynger Verbet
tilbage til Sætningens Slutning, saa man, ret som om en
Gaade blev opsat, undertiden kan høre paa tyve Ord i Træk
uden at vide om den Mand, hvorom der tales, skal for
fremmes eller slaas ihjel. I Dansken er Mislydene en Pine,
de mange ulidelige Ord med tonløse Udgange
else, erne,
ene:
Forladelse, Retfærdiggørelse, Konerne, Forholdene osv.
og saa er der den afskyelige Omstændighed at de tyske Udtryk
zu
(foran Verber) og
dass
udtrykkes ved samme Lyd:
al.
Danske
Skribenter, der ikke uafbrudt har deres Opmærksomhed
fæstet derpaa — og af dem er der næsten ingen — frem
bringer derfor en Prosa, hvori at’erne skratter som drejede
man en Skralde. Meget ugunstigt er det fremdeles, at
som
,
det relative Pronomen, og
som
i Betydningen
ligesom
har
samme Ordlyd. Ubekvemt er det endelig, at Partiklen
der
(Der var engang) og det relative Pronomen
der
og Ordet
der
(paa Stedet) staves ganske ens. Det danske Sprog er,
naar det ikke skrives med yderste Omhu, overrigt paa Tve
tydigheder og Mislyd.
4.
Jeg var den Sommer syg, led af en uforklarlig Infektion,
der varede fra Maj til ind i September med uafbrudt Snue