GeorgBrandesLevned

eller Kvinde hos ham. Den hele Kres bestod af Skandi

naver, mest Kunstnere og Skribenter. Men det var fra

Vært og Værtinde alene, at i hine Aftener Lyset udstraalede.

Et mildt Lys. Ens Hjerte var vundet, Ens Kunstsans til

talt, Ens Krav til fin og fredelig Selskabelighed stillet, og

den rent personlige, inderlige Hengivenhed, man sporede i

hver Ytring, som kom fra Lie og hans Hustru, var en Lise

for Sindet, svalede og husvalede som en velgørende, duf

tende Brise. Skønne Aftener var det.

Straks efter min Hjemkomst begyndte jeg en Række

Forelæsninger over nyere fransk Literatur. Men desuden

var jeg bleven optaget af et journalistisk Foretagende, som

jeg med Uro og Sorg havde set opstaa. Meget ofte havde

min Broder Ernst talt om at udgive et Handelsblad, som

vi Brødre kunde skrive og skaffe Udbredelse. Han havde

især ikke sjældent udtalt den Mening, at mit Navn og min

Pen vilde kunne gøre Udslaget. Talrige Gange havde jeg

med Heftighed modsagt ham, erklæret det for Vanvid, at

tro, vort Navn kunde bære et Blad. Selv om det nylig

grundede

Politiken

ikke ganske havde svaret til vore For

ventninger eller Forhaabninger, saa var det der nu engang,

var forud tildels knyttet til Navnet, saa Udgivelsen af et

nyt Blad, hvorved jeg for min Del traadte i Concurrence

med mig selv, var Urimeligheders Urimelighed.

Man kan da forestille sig min Bestyrtelse, da jeg, som

intet anede om hvad der var i Gære, ved Tilbagevenden

fra en længere Foredragsrejse paa min Moders Bord saa

liggende et Nummer af en

Børstidende,

udgivet af Ernst

Brandes, og hørte hendes Udraab: „Hvad siger D u?“

Revolutionens Hundredaar i Kjøbenhavn og Paris

269