37 / 398
30
Udlændighedens A fslutning
Men jeg nedskrev den 7. Juli disse Ord, som jeg senere
indflettede i min Afhandling om Ibsen: „Det forekommer
mig fornemmere at bære sig ad som hine Ludvig XVI’s
Generaler, der med og trods deres Generals-Epauletter
gjorde Tjeneste i Condé’s Hær som simple Soldater.“
Det var mig klart, at materielt betragtet var Modtagelsen
af Tilbuddet en slet Forretning. Jeg vilde ved at tage til
bage til Kjøbenhavn miste Alt, hvad jeg kunde tjene ved
Correspondancer fra en Storstad, ved Foredrag i tyske Byer,
da Rejsen blev for lang — Gjedserruten eksisterede jo ikke
dengang — og ved private Foredrag i Kjøbenhavn. Jeg
kunde ikke forudse den Tilstrømning, der bevirkede, at jeg
dér kunde holde det samme Foredrag, der hørtes uden
Vederlag, undertiden endog to Gange for Betaling. Jeg
mistede 4000 Kroner for at indvinde 4000 Kroner; men jeg
saa ikke Sagen pekuniært.
En Frygt kunde jeg i Begyndelsen ikke beherske, den,
at de Unævnte, der kaldte mig tilbage, en Dag skulde kaste
Anonymiteten og paa ydmygende Maade stille Krav til min
Erkendtlighed. Jeg overvandt den imidlertid og havde ikke
behøvet at nære den. Man behandlede mig med fuldendt
Takt. Alt hvad jeg længe efter erfor var, at Pietro Krohn
var den, som havde sat Sagen i Gang, og at Bidragene
ligeligt var givne af Venstre og Højre. Haardt var det lige
fuldt for mig at skulle modtage Hjælp af Fremmede og lade
mig høre som en Valgmenighedspræst, jeg, der havde kunnet
leve rundeligt, ja rigt, af mit Arbejd, havde den danske Lov
givning ikke i dens Hensynsløshed plyndret mig.
Dersom jeg havde forudset, hvad der ventede mig i
Danmark, saa havde jeg med al skyldig Tak givet et af-
slaaende Svar. Jeg var ikke skarpsynet nok dertil. Af mine
Venner var derimod baade Paul Heyse og Henrik Ibsen
det; men jeg raadførte mig ikke med dem.