154 / 263
Carl Trock
dermed. Magistraten havde udpeget ham til at indtræde i kommis
sionen, og den havde udtalt, at den i høj grad fastholdt ønsket om,
at samtlige nævnte forhold blev forhandlet.
10/11 1875 var kommissionen færdig. Den var ikke ganske enig
om ændrede sognegrænser, men St. Pauls sogn skulle øges. Der
blev da i præstepenge en indtægt på 3.000 kr., omtrent det præster
fik i andre sogne. Bebyggelsen ville øges, dermed også indtægter
ne, så der kunne komme endnu en præst. Væsentligst var området
omkring de sløjfede volde, her var behov for en hurtig og indgri
bende ordning. Tilsvarende gjaldt Frederiksberg sogn med 30.000
beboere og de 2 Nørrebro-sogne (Johannes og Stefans) med 35-
45.000 mennesker, antallet af kirkelige handlinger understregede
nødvendigheden af nye sogne med kirker og præster der.
Også Østerbro behøvede en kirke, en anden var tiltrængt mel
lem søerne og den indre by, mens Vesterbro skulle føres tilbage til
København og blive et sogn, ligesom Frederiksberg burde have et
nyt sogn. De ret konservative kirkefolk, det kunne H. N. Hansen
også kaldes, vovede nytænkning, noget der først blev realiseret
tyve år senere. Uanset om de nye kirker var færdige, skulle den
skitserede sognedeling straks gennemføres ved kgl. resolution,
og for hvert distrikt burde der ansættes en sognepræst og kirke
betjent. Det ville være højst glædeligt, hvis der blev holdt guds
tjenester i interimistiske lokaler i offentlige eller private bygnin
ger. Først sådan blev det en menighed tilstrækkelig klart, at det
var alvor, og interessen ville vågne; meget afhang af, at de
præster, der kom, havde praktisk greb. Midlertidigt kunne
Kastelskirken og Set. Petri kirke bruges, den sidste med højmes
ser på skift mellem den tyske og den foreløbige danske menig
hed. På Frederiksberg kunne Landbohøjskolen vel afse et lokale
for det nye sogn i kommunen der, mens Vesterbro fortsat måtte
bruge Frederiksberg kirke. Men en ny kirke i det kvarter stod
allerøverst.
Komiteen gentog sluttelig, at en snarlig afgørelse var påtrængen
de, og fandt det hensigtsmæssigt, at indstillingen offentliggjordes i
hovedtrækkene for at fremme drøftelser.11
Den indstilling kan kun have understreget for Fischer, at ændrin
ger i hovedstadens kirkelige forhold ikke var mindre påkrævet
end i det øvrige land. Endnu var han ikke kørt fast med lovforsla
152