150 / 263
Carl Trock
skille stat og kirke og gøre kirken ret selvstændig. Men 1848-49 tår
nede alle grundlovens problemer sig op, tilmed var landet i krig.
Det blev til et løfte om, at folkekirkens forfatning skulle »ordnes
ved Lov«, andet havde man næppe heller kunnet enes om. Over
gangen til de nye forhold mildnedes ved, at kongen skulle tilhøre
folkekirken, den evangelisk-lutherske kirke, og ved at den kirke,
som det store flertal tilhørte, skulle understøttes af staten. Med kon
gen som undtagelsen indførtes religionsfrihed, og andre kirkesam
fund blev lovet, at deres forhold også skulle ordnes, ligesom
enhver, der tilhørte dem, ikke kunne forpligtes til at svare personli
ge afgifter til et andet trossamfund end deres eget. Kun få stod
uden for ethvert kirkesamfund, men de skulle ikke spare ved det og
i stedet betale til skolevæsenet. Grundloven sagde videre, at ingen
kunne berøves sine borgerlige rettigheder uanset religiøst tilhørs
forhold.4
Politisk set blev 1870'erne spændingsfyldte. De veluddannede,
der havde drevet grundloven igennem, havde også regnet med at
skulle regere. Det rejste stadig større opposition, og først i 70'erne
gik Venstrepartier sammen og vandt snart flertal i folketinget. Men
at optage udannede i regeringen ville skade Danmarks anseelse
ude, blev der indvendt. Grundlovsændringen 1866 havde ført til, at
de, der havde meget jord eller faste gode indtægter, fik størst ind
flydelse i landstinget. Her sattes en bremse for folketingets reform
iver. Regeringen kom med moderate lovforslag om landsby
præsternes lønninger og menighedernes indflydelse på valg af
præst. Venstre ønskede lønnen formindsket og flertalsvalg i sogne
ne. Der blev intet forlig.
Men Venstre havde 1874 og igen 1875 held til at få landstinget
med til at tvinge regeringer væk. Partiet håbede på større indfly
delse, i stedet blev Estrup 1875 konseilspræsident og sad i 19 år og
dæmpede reformiver; bag sig havde han kongen og landstinget.
Kultusminister, dvs. minister for kirke- og undervisningsvæsenet,
var J. C. H. Fischer.5 Skønt ateist blev han en neutral og initiativrig
minister for kirken. Heller ikke han kom igennem med love om
præstevalg og -løn, det havde været hans plan derefter at tage
Københavns kirkeforhold op, det blev så heller ikke til noget. Men
administrativt - uden lov, altså provisorisk - fratog han de bedst
aflagte landsbykald nogen indtægt til fordel for de dårligt lønnede
148