58 / 101
V ersene og den smukke M e lo d i, »N ie ls G a m m e ld re n g s «
Rest a f en Stem m e og Poesien i hans F o rto lk n in g , skabte
for nogle M in u t t e r en Sceneforandring, hvis D e k o ra tio n e r
m a n troede paa. Bagtæ ppet v a r Paris’ ulm e nd e N a tte
h im m e l, Sætstykkerne de skæve franske H use og Perso
nerne k u n t o : en træ t K u s k og hans trætte H est.
G a fle r og K n iv e laa stille, m a n hørte næ ppe K la n g e n a f
et G las. O g To b a ks rø g e n i Lo k a le t b lev pludselig fuld a f
R e g n d ra a b e r, sank ned som N attetaagen gø r det i en tom
og ind eklem t G a d e . . . K la p -k la p , k la p -k la p ! . . . Bevæget
lyttede m a n til K rik k e n s H o vsla g og Kuskens dæmpede
M o n o lo g . M a n un dte h a m den Salighe d, hans T a n k e r
kredsede o m : V a rm e n og H v ile t i en god lille K n e jp e , h v o r
inge n R e g n naaer in d og Lø gsu p p e n staar dam pen de paa
B o r d e t . . . J e g tro r ikke de r v a r een lyttende Sjæl i Caféen,
som ikke fulgte h a m til V ejens E n d e :
Saa kører vi to sammen den sidste lange Tur,
og vi kører, som vi aldrig kørtefør.
-
Det varer ved i Dage . . . i Maaneder og Aar,
til vi standserforan Himlens hvide Dør.
Huip - Huip.
Og den gamle Concierge aabner Himmelbuens Port,
og saa ruller vi derind, gamle Øg. -
Korn faar du i Krybben, og Staldens Baas er varm,
og saa lugter derforbandet rart af Løg.
Huip - Huip.
H v is der er den m indste R etfæ rdighed til, h a r Sankt
Peder nok slaaet Perleporten op og ladet Pariserkusken og
hans K rik k e u h in d re t slippe in d i H e rlig h e d e n , og det
54