97 / 101
søvnen husvalede de Æ ld re , og Skovens T æ th e d d ro g de
U n g e til sig, - H a n i kanelfarvet K jo le og m ed Spanskrørs
stok, H u n h en riven de m ed sin lille Schåferhat og klæ dt i
»M o d e n s B aa nd ,
Couleur depaille«.
H v a d U n g e rn e angaar,
v a r de væk m ed det samme. H a lv d e le n lænket til M ester
Jakels T e lt , Resten h v irv le t la ng t in d i H im le n a f K aste
gyngernes K u r v e .
I M aa ne skin kørte m a n hjem , dødstrætte m en fu ld k om
m en lykkelige. Børnene sov m ed T ø rk læ d e r b u n d e t op om
H o ve d e rn e for Nattefugtens S k yld , de V o x n e istemte en
Fædrelandssang, for at holde sig vaagne, lod den falde paa
H a lv v e je n og begyndte ogsaa at n ik k e . . .
V e d Slukefter standsede V o g n e n op og sluttede sig til et
ventende T o g a f Bondevogne, »K a ffe m ø lle r« - K a p e rv o g
nenes K æ le n a v n ! - og enkelte p rivate E k vip a g e r. H e r dra k
m a n et Glas P u n c h eller et K ru s 0 1 m ed en P in d i, - det
v a r Dagens A fslu tn in g, Skovturens sidste R itu a l. I K r o
dørens Lysfelt kom T u re n s glade G iv e r tilsyne m ed et Glas
til K uske n. D e bø d h ina n d e n T a k for en dejlig D a g og
sagde »p a a G en syn næste A a r « .
In g e n a f dem anede, at det v a r de gam le V ognes G ra v ø l
de dra k, at en tusindaarig U d v ik lin g i V ognens H istorie
netop n u v a r afsluttet og en n y b e gynd t. Sam let i K a r a v a
nen ud en for K ro e n , stod de K ø re tø je r, der skulde dø,
uvide nd e om deres Skæbne som D y r de r føres til Slagte
huset. D é r v a r den gam le P ind evo g n og den klodsede K a
ret, »d e n holstenske« m ed sin K u rve fle tn in g og sine fire
um agelige Agestole. O g der v a r til og m ed et P a r tunge
W ie n e rvo gn e , hvis Karosseri stadig paa den gamm eldags
M a n é r v a r hæ ngt op i tom m etykke L æ de rrem m e. M e n
u n d e r F a d in g e n paa »d e frem skridtsvenlige« skjulte sig
93