90 / 101
diernes M ester og Sædernes vittige Revser. W ils te r be
skrev i sit Æ re d ig t til hans M in d e det M iljø , h an havde
ge nn em h eglet:
Hver Mand, som med Kløgt gik i Lcerdom til Bund
Latin paa Papiret kun malte,
med Fruerne Fransk, og Tysk med sin Hund
og Dansk med sin Tjener han talte.
N u v a r det forb i. Napoleonskrigene og h v a d derm ed
fulgte havde fulden dt H o lb ergs A rb e jd e . M a n følte paa
D ansk, tænkte paa D ansk, m a n vidste h v o r H jæ rte t rettelig
h avde hjem m e.
H elle rikk e
konverserede
m a n , som Bedsteforældrene havde
g jo rt det, m e n talte jæ v n t og forstaaeligt til h in a n d e n , -
en Meddelelsesform , som den gemene M a n d saa længe
havd e forpagtet.
H os unge D ig tere , der lo d sig klippe å la T it u s , lo d en
n y Sprogtone sig høre. D e n forekom til at be gynde m ed
lid t vel svulm ende og ogsaa vel elegisk. M e n sligt m aatte
tilgives de unge M ennesker. T id e n havde e n dn u sin ene
F o d i den følelsesfulde Periode. K næ kke de Søjler og v a n
vittige V io lsam lere kaldte sym patisk paa Sen tim en ta li
teten og T a a re rn e . . . E t frisk Pust gik dog netop n u gen
nem den poetiske G r a v lu n d . D e r v a r for E x e m p e l den
unge O ehlenschlæ ger, Søn af Slotsforvalteren ude paa
Frederiksberg. H v ilk e t L i v og h vilk en Livsfyld e bruste
ikke fra det Sanct H a n s Aftensdigt, h an ju st h avd e u d
sendt! G udbevares, nogen E w a ld v a r h an ikke, m en han
forstod at skrive, saa m a n selv blev draget in d i Poesiens
V e rd e n .
86