93 / 101
Paa Græsset gaaes, at ei man sig forsinker.
Thi Dannebroge vinker !
Dets røde Flige sig i Bølgen væde.
Fredrik og Caroline,
Maria, Wilhelmine,
Kostbare Fragt, I alle Danskes Glæde !
Stolt svulmer Purpurfloret
Med hviden Kors ; thi Kongen staaer ved Roret.
M e n trods al Sparsom m elighed - dikteret, tør m a n sige,
a f den haarde N ø d ve n d ig h e d - v a r der en O plevelse, som
m a n ikke ga v A fk a ld p a a : den aarlige S k o vtu r til Bakken
og D yre h a v e n , - K ilde re jsen , som før v a r rettet m o d V a r
tov, m e n n u skulde gaa til K irs te n P iil. D e t v a r V o g n -
mændenes store D age , H y r e - og Kaperkuskenes frem for
alt. K u ske n
kunde
være overflødig. M a n kun de ordne sig
som v i gø r det n u om stun der n a ar v i lejer en B il uden
C h a u ffø r, og denne Frem gangsm aade, som forlenede
Skovturens ædle V æ rt m ed en højere A ir , h a r behaget en
køre- og ridelysten H e rre som J . L .H e ib e r g :
For Porten holder
En Vogn fra Busk,
Den bringer os til Skovens Telte.
Mon Skræk jer volder,
At jeg er Kudsk ?
O, jeg skal sikkert ikke vælte !
Apollo, somjo var Poeters Drot,
Var ogsaa Kudskes Gud; han kjørte godt...
M e n det v a r ikke alle, som havde gaaet i A pollos K ø r e
skole, og m ange a f disse Søndagskuske havnede allerede
89