116
kendte flygtig. Han sagde ja, og et Samarbejde begyndte,
som er uforglemmeligt for mig.
Ved Mødet i Bethesda var det
U
s s i n g
og mig, der lagde
Sagen frem. Gamle
A
n d e r s
S
t u b k j æ r
ledede Fo rhand
lingerne. Desuden havde vi ogsaa private Forhandlinger
med m indre Kredse. Det var maaske ikke saa klart for
Deltagerne i disse Forhandlinger, hvad vi egentlig vilde,
men de forstod, at vi vilde tage fat. Da Vilh. Beck spurgte,
hvad det egentlig var, vi havde paa Hjerte, svarede jeg:
»Vi ønsker Deres Tillid.« »Den ha r De,« svarede han,
og det stod bestandig fast, selv naar vi gik Veje, der ikke
stemte med hans Ønsker.
Medens den lille formløse Lægmandskreds gjorde sit
forberedende Arbejde, var der et Spørgsmaal, som meldte
sig, Ønsket om at faa en Forhandling med
Københavns
Præster.
Den fandt Sted ved to Møder 23. Oktober og
23. November 1889. Ved det første af disse Møder mødte
vi hos nogle en smuk Forstaaelse, selv om man fra
anden Side stod kølig afvisende. En af de smukkeste
Udtalelser var fra afdøde Pastor
H
o l c k
.
Han talte om,
hvorledes Jesus ved Bespisningsunderet havde ordnet Ska
rerne i Hobe, nogle paa 100, nogle paa 50; saaledes skulde
Kirkens Arbejde organiseres; alt efter vedkommendes Evne
skulde han have flere eller færre at drage Omsorg for,
men der skulde være Orden, saa at hver kunde have sit
overkommelige Arbejde. Der blev nedsat et Fællesudvalg,
som skulde udarbejde en Adresse til Kirkestyrelsen om
Nedsættelse af en Kommission, der kunde overveje Køben
havns kirkelige Forhold. Adressen blev ufornødent svæk
ket ved den følgende Forhandling, og trods disse Indrøm
melser faldt adskillige fra, som vi havde ønsket at se som
Underskrivere. Men Adressen blev da tilsidst vedtaget og
sendt ind med en Del Underskrifter, og en Kommission
blev nedsat; det var denne Kommission, hvis Flertal senere
foreslog de
8
nye Sogne.