125 / 274
114
slap der mig et Hjertesuk. Jeg talte om den store aande-
lige Nød i København og sagde:
»Det er en Plet paa den danske Menighed, at den ikke
har haft Øjet aabent for den Samfundsudvikling, der fin
der Sted i vor Tidsalder, at f. Ex. Kirkenøden i Køben
havn antager stedse mere truende Former, saa at de faa
Kirker, vi med saa stor Møje opføre, kun ere en ussel
Afbetaling paa en stor og voksende Gæld, og de svimlende
Spir vi sætte paa Kirkerne i Stedet for at anvende Pen
gene til nye Kirker, raabe til Himlen om den aandelige
Nød, der hersker i Byen, og kræve os til Ansvar derfor.
Det maa være en Sorg for hver Kristen at se de fattige
mere og mere vende Blikket bort fra os, deres naturlige
Yenner, og blive mere og mere fremmede for Religionen;
lad os blive os vor Opgave bevidst, se Faren i Øjnene,
og tage fat paa det store Arbejde, som Gud har lagt for
os. Endnu er der maaske Tid, men om nogle faa Aar
kan det være for sent. Der er talt længe nok og gjort
Forslag paa Forslag, lad der nu blive handlet; der er
givet Undskyldning nok om den danske Tilbageholdenhed,
lad os ogsaa erfare noget om den Frimodighed, som Troen
paa Frelseren giver.«
Ordet slog ned. Afdøde Pastor
K
o r n e r u p
B
ang
i Idom
foreslog, at man straks paa Bethesdamødet skulde samle ind
til Kirkesagen i København. Det kunde nu efter selve Mø
dets Karakter ikke ske. Men Kornerup Bangs Ord havde
virket. En Dame gav.mig en Krone. Jeg ved ikke, hvem
hun var, men den Krone brændte mig i Haanden. I
Løbet af den følgende Tid fik jeg ogsaa tilsendt et Bidrag
nu og da, vistnok det første af dem var fra vor nuværende
Sekretærs gamle Fader, Pastor Seidelin i Aarhus.
Denne lille Begyndelse gav mine Tanker en ny Retning.
Jeg kunde jo have sendt disse Bidrag til de
unge Pigers
Forening
til Opførelse af smaa Kirker, som var bleven op
rettet 3 Aar forud, og som allerede havde faaet den lille