121 / 274
110
iblandt os jo egentlig ogsaa var. Naar han alligevel stillede
sig i Breschen i Kampen for Folkekirken i København,
saa var det, fordi han saa paa de aandelige Maal, som
Kampen drejede sig om; han var ingen Theoretiker, der
med Sindsro ofrer Realiteterne for Theoriens Skyld. Han
var fuld af Kritik over det statskirkelige og havde et skarpt
Blik for Folkekirkens Brøst; men han var loyal til det
yderste; han holdt sig loyalt til sit Sogn og sin Sogne
præst; han hadede de negative Methoder og gik altid
positivt opbyggende frem. Dette hang dybt sammen med
hans faste Tro til Gud; der var maaske til Tider noget
kvietistisk over ham , der gjorde ham passiv, hvor andre
vilde fare aktivt frem; men vi kunde ikke undvære ham
saadan, som han var.
Og hvor elskede han ikke Kirkesagen! Intet Offer var
for stort til den, og altid var hans kærlige Tanke be
skæftiget med at udfinde nye Veje for den. Han byggede
ude i Gentofte et Hus, hvor han indrettede en komplet
monteret lille Lejlighed, hvor overanstrængte og daarligt
lønnede Præster kunde ligge paa Landet om Sommeren
mod at holde Andagter for hans Fattige paa Salem; thi
paa den Tid turde han ikke byde sig selv den Anstrængelse
at holde daglige Andagter for en større Kreds. Han var i
Virkeligheden overordentlig kritisk overfor Præster; men
han »agtede dem højlig i Kærlighed for deres Gærnings
Skyld«; han var altid rede til at finde Undskyldninger og
til at bære over.
I
en Aarrække kunde
A d o l p h
anvende al sin Tid paa
Arbejdet for Guds Rige, og hvor var han ikke flittig og
udholdende. Han delte sig mellem Kirkesagen, de sam
virkende Menighedsplejer, Diakonissestiftelsen og sine
Fattige paa Salem. Han førte Regnskaber, han vidnede
om sin Frelser, han gik Eftermiddagstur med sine Re
konvalescenter; »han var ikke sin egen«.
A d o l p h
var fuld af en stille Humor; han havde en
e g e n