117 / 274
lil i Hundredevis; thi det rygtedes snart, at der var en rig
Mand, der aldrig sagde Nej til den, der bad, og desværre,
Københavns Præster tog ikke i Betænkning at anbefale
alle Slags forkomne og nødlidende at henvende sig til ham.
Og med Vægten af Herrens Ord over sig tog han mod
dem alle, baade de forsagte og de frække, talte med dem,
hjalp dem, førte Bog over dem; ofte vaandede han sig
over, hvad han med sin skarpe Forstand tydeligt forstod,
at han blev misbrugt og narret. Ved Vintertid gav han
Mænd, der manglede Klæder, islandske Trøjer; men da
han erfarede, at de gik hen og solgte dem for at faa Penge
til Spiritus, forlangte han, at de i hans Nærværelse skulde
afføre sig deres Pjalter, som han saa beholdt. Saavidt
muligt forlangte han Arbejde af Mændene for Pengehjælpen,
thi det er jo bibelsk, og hans Opfindsomhed var stor med
at hitte paa ofte ret overflødigt Arbejde paa Firmaets Plads.
Men ingen Skuffelser og ingen hitre Erfaringer, ingen
vaagne Nætter og trættende Dage afskrækkede ham , han
havde kun at adlyde Gud og at være tro i Tjenesten.
Efterhaanden voksede dette hans Arbejde for de fattige
ham ganske over Hovedet, og allerede dengang fødtes hos
ham Planen om en omfattende Organisation af den kirke
lige Fattigpleje i København, den, der senere skulde
virkeliggøres. Foreløbig samlede han sig om Arbejdet for
de fattige paa Christianshavn, hvor han var Hovedmanden
for Indretningen af et Menighedshus og for Anbringelsen
af et Par Diakonisser til Fattigplejen. Her mødte han
regelmæssigt indtil det sidste for personligt at tjene de
fattige i denne fattige Bydel.
Da han havde trukket sig ud af Forretningen og efter
sin Moders Død arvede den store Ejendom i Gentofte,
som han gav Navnet »Salem«, fortsatte han ikke blot sit
Arbejde paa Christianshavn, men han indrettede Salem til
et Rekonvalescenthjem for fattige, som de enkelte Menig
hedsplejer fik Bet til at belægge. Her færdedes han Dagen
V
106