112 / 274
101
Allerede i 1900 havde han faaet stiftet et
Indre Missions
Præslekonvent
i København, hvor en Kreds af yngre Præ
ster, efterhaanden væsentlig fra Kirkefondets Kirker, sam
ledes til gensidig Støtte og Opmuntring. Ja efter hans Til
skyndelse har det ogsaa grehet aktivt ind i Kirkelivet i det
store (Odensemødet 1902).
Skønt langt fra at være nogen snæversindet Partimand
stillede
F
r iis
H
a n s e n
sig altid afgjort i »Indre Missions«
Rækker. Men han kunde udmærket arbejde sammen med
Mennesker af anden Farve, naar han blot hos dem mødte
levende Tro og Villie til at arbejde for Guds Riges Fremme,
selv om det var paa andre Maader end dem, han selv
ansaa for de bedste. Et sidste Udslag af hans Længsel
efter at bringe Frelsen nær til saa mange Mennesker som
muligt var hans Medvirken til Afholdelsen af de
store
Vækkelsesmøder
i København, som dog først blev afholdt
efter hans Død.
Som anført var han tidligt mærket af Sygdom og led
ofte af forskellige Svagheder, som ikke mindskedes ved
det urolige og anstrængende Rejseliv, han førte i disse
Aar. Han naaede herved dels at vække Interesse for
Kirkesagen rund t om i hele Landet, dels at opsøge Præste-
emner til de nye Kirker i Hovedstaden. Og ved den per
sonlige Forbindelse, han herunder kom i med mange en
kelte Mennesker, fik han Lejlighed til at blive til Vel
signelse og vinde en Hengivenhed og Taknemmelighed fra
disses Side, som kun faa har været Genstand for. Men
hans eget Helbred gik dette ud over, skønt det tilsyneladende
ikke gjorde noget Skaar i hans enorme Arbejdskraft. I 1899
fik han gentagne Anfald af Galdesten, for hvilke det med
stor Møje lykkedes at bevæge ham til at søge Lindring
ved et seks Ugers Ophold i Karlsbad. Gentagne Gange
plagedes han af Nyregrus og fik i 1905 en Nyreblødning,
som blev Anledning til, at han lod sig operere. Det var
hans Haab, at han herved skulde kunne genvinde sit Hel