114 / 274
*103
lede ham, men ogsaa sin urokkelige Tillid til Guds Magt
og Evne til at føre sin Villie og sit Riges Sag frem ved
skrøbelige, syndige Mennesker.
Han var ingen Sværmer eller Fantast, men saa altid
sundt og nøgternt paa Forholdene med en udpræget Vir
kelighedssans, som bragte ham til at gøre Alvor af alt,
hvad han tog Haand i, og sætte hele sin Kraft ind derpaa.
Derfor blev ogsaa først og fremmest de store Livsspørgs-
maal om Menneskers Frelse og Fortabelse, om den en
keltes Frigørelse fra Synden og Fremvækst i aandeligt Liv
til dyb og hellig Alvor for ham. De fyldte ham helt og
blev Drivkraften i al hans Virken, baade indad og udad.
Indenfor Kirkefondet kunde vel en og anden af og til
finde, at han viste lidt for megen Selvraadighed, eller at
han var for rask og gik for ivrigt frem. Og han kan vel
ogsaa paa et og andet Punkt have grebet fejl. Men i det
store og hele- forstod han ogsaa her at stille sig i det rette
Forhold til sine Medarbejdere, og Udviklingen har vist,
at han paa de væsentlige Punkter ha r haft Ret. Han fik
i de faa Aar lagt en Grundvold for Kirkesagens Arbejde,
hvorpaa der siden har kunnet bygges videre, uden at
Linierne har behøvet paa noget Punkt at brydes.