118 / 274
107
igennem med de fattige og skrøbelige, spiste med dem,
læste for dem, plejede dem, forbandt deres Saar, vidnede
for dem paa Tomandshaand og ved de daglige Andagter.
Han ba r over med manges Utaknemlighed og fandt sig i
enkeltes daarlige Opførsel. Det er ikke Tilfældet, at han
ikke saa saadant, at han var blind og naiv; nej, han saa
det altsammen, men han vidste, at han var paa Guds Vej,
og at Gud alene raadede for Resultaterne af hans Tjeneste.
Han blev misbrugt, og han vidste det, men han havde
den urokkelige Tro, at Kærligheden kan overvinde det
onde.
Det var
J
o h a n
V.
A
d o l p h
,
der opfandt Menighedskortene,
der ha r haft en s a a 's to r Betydning for de samvirkende
Menighedsplejer, og til det sidste var han en af de drivende
Kræfter i denne Organisation og tjente de fattige i den.
Vi, der havde Lejlighed til at færdes med
A d o l p h
for
over tyve Aar siden, havde ofte Følelsen af, at han til
Tider var ved at overvældes af de Opgaver og Byrder,
som hans Følelser overfor de nødlidende daglig lagde paa
ham. Han var ofte nedbøjet og syg, baade paa Sjæl og
Legeme; hans Nerver blev angrebne, hans Nætter tilbragtes
ofte med et Minimum af Søvn. Et Efteraar tilbragte jeg
længere Tid sammen med ham og fik et dybt Indtryk af,
hvorledes den Konsekvens, hvormed han tog Opgaven
overfor de fattige, undergravede hans Kræfter. En Aften for
talte han mig, at han havde faaet et Brev fra en ham gan
ske ubekendt Person, i hvilket denne under Paaberaabelse
af Gud ansøgte om et Laan paa mange Tusinde Kroner.
En anden vilde sandsynligvis have brændt et saadant Brev;
men
A d o l p h ,
hvem Ordet: Giv den, som beder, var brændt
ind i Hjærtet, led under dette Brev, og hver Dag bragte
ham paany ind i denne aandelige Spænding. Man kunde
til Tider tro , at
A d o l p h
gik under Lovens Byrde, han
kunde
være.
dybt nedbøjet og urolig; men det var i Virke
ligheden legemlig Lidelse; ingen kunde som han leve paa