13 / 274
2
alle disse Kirkehuse kunde rejses, og Mennesker samles i
dem for at finde Føde for deres Sjæle? For 25 Aar siden,
hvem tænkte da paa, at saa hurtig skulde Sagen føres
frem? Hvem lagde Planer ud over det nærmest forelig
gende? Vi maa sige overfor det, der er naaet, at
Herren
ha r gjort store Ting mod
os,
og vi blev glade.
Og mens vi
endnu ha r vort Sind fyldt med Undren, saa gaar vi rund t
fra den ene Kirke til den anden og ser: jo der staar de
virkelig, det er ingen Drøm, men en fuld Virkelighed, og
saa vender vi efter en saadan Vandring tilbage og gaar
ind for vor Gud og beder den gamle Bøn: »
Jeg er ringere
end al din M iskundhed og al din Trofasthed, som du ha r
bevist mod din Tjener
« (1. Mos. 32,e). Det er denne Van
dring gjennem de 25 Aar og rund t til de rejste Kirker,
som dette lille Skrift vil indbyde Læseren til, men Van
dringen skulde gerne ende for Herrens Ansigt med en
Bøn som den fra de gamle Dage.
Og saa er der endnu en Ting, som Bogen skulde lære,
nemlig ikke alene Begyndelsen af Ps. 126, hvor der staar,
at vi var som Drømmende, da Herren hjemførte sit fangne
Folk, og at vor Mund blev fyldt med Latter og Glæde og
Tak; men ogsaa Slutningen: »
H jem før Herre vore Fangne
lig Sydlandets S trømm e
«. Salmisten kommer til at tænke
paa dem, der endnu ikke er komne hjem, endnu ikke er
hjulpne, og dem beder han for, at Gud vil føre dem hjem
som Strømmen, der pludselig viser sig i sin Kraft i det
tørre Flodleje, og bruser fremad. — Saaledes vil ogsaa vi
tænke paa de Opgaver, der endnu staar tilbage, at Jesu
Kristi Evangelium kan blive brugt rigtig, naa hen til
Mennesker i vor store Hovedstad, at de maa hjemføres —
føres hjem til den Gud, hos hvem de hører hjemme. •