18 / 274
7
arbejdet med uhyre Ofre, saa at Hovedstadens Skolevæsen
ikke blot holdt Skridt med Tilvæksten, men samtidig for
bedredes. Men Kirkens Styrelse syntes ikke at føle, hvad
disse Hundredtusinder af Sjæle havde behov, og hvad
Kirken skyldte dem.
F r i m o d t
følte det i sit eget Sogn,
Stiftsprovst
R o t h e
havde (gennem de to nævnte Kirke
komiteer) gjort noget for sit Provsti. Men selv det var
som en Øsen i et Kar uden Bund, og hvem vaagede over
eller følte Ansvaret for Kirken i dens Helhed?
Der er et Punkt i Historien, hvor Kirkens Forsømmelse
i denne Henseende springer særlig stærkt i Øjnene. Det
er ved Nedlæggelsen af Københavns gamle Volde, da Staten
overdrog de hidtilværende Fæstningsarealer til Københavns
Kommune. Disse store Jorder blev naturligvis kortlagt;
der lagdes omhyggelig Planer for Bebyggelsen, der sørgedes
for Grunde til Kommunens eget Brug til Skoler o. s. fr.
Men hvem tænkte paa at dele disse Arealer i nye Sogne
og i Tide udlægge Grunde til Kirker? Dengang kunde det
være gjort baade let og billigt, smukt og praktisk, mens
man senere kun mangelfuldt har kunnet indhente det for
sømte ved at købe Kirkegrunde alenvis i dyre Domme.
Under saadanne Forhold maatte ganske af sig selv Kirkens
Arbejde besværliggøres i høj Grad og trods Præsternes
redelige Arbejde dens Indflydelse i Befolkningen aftage paa
tilsvarende Maade. Og kom nu dertil de før omtalte aande-
lige Vanskeligheder: Forandringen i Tidsaand og den stærke
agitatoriske Paavirkning af Kirkens Fjender, maatte Følgen
nødvendig blive en stærk Aftagen af den nedarvede Pietet
for Kristendommen og en stadig større Fjernhed mellem
de brede Lag og Kirken.
Selvfølgelig maatte disse sørgelige Forhold føles af dem,
der arbejdede for Guds Rige i København. Baade blandt
Præster og arbejdende Lægfolk maatte i hine Aar mange
Gange det Spørgsmaal rejse sig med nagende Smerte:
Hvad kan der gøres? Et Udtryk herfor finder vi i, at det