KøbenhavnsKirkesag

forud udtaler Grundtanker i den senere Kirkesags-

Bevægelse.

Sikkert virkede da ogsaa

F r i m o d t s

ansporende Forbillede

til, at man i to andre Bydele fik Arbejdet i Gang for at

afhjælpe den værste Kirkenød. Men med

F r i m o d t s

Død

(1879) standsede den lovende Begyndelse. I Indre Mission

blev hans Virksomhed ført videre af

S t e i n ;

men efter at

de to andre Komiteer havde fuldført St. Pauls Kirken

(1877) og St. Matthæus Kirken (1880), syntes Kirkearbejdet

at skulle gaa helt i Staa. Blot at rejse en enkelt Kirke

syntes saa uoverkommeligt. Det store Kirke-Ideal med sit

Krav og sine Forjættelser var endnu ikke kommet frem,

og Menigheden var ikke vaagnet til at forstaa sit Ansvar.

Firsernes ydmygende Erfaringer maatte til for at frem

bringe den Gæring, hvoraf det nye skulde fødes. Stærke

Vejr rejste sig og førte den nye Slægt bort fra Kirke

og Kristendom: den frie Tanke og det »moderne Gen

nembrud« i Litteraturen, Positivismen og Materialismen

i de højere Kredse og Socialdemokratiets stærke Vækst

blandt Arbejderne, præget som det var af tysk Fornæg

telse og Kirkefjendskab. Men naar man ud derfra tænker

sig de aandelige Forhold dengang, som om Brandesianis-

men og Socialdemokratiet havde fejet al Kristendom over

Ende og atter bragt Kirken ned i Mørke og Afmagt, saa

er ogsaa dette uhistorisk. Vistnok var der en stor Del

officiel Kristendom og overleveret Moral, der ikke havde

dyb Bod, og som fejedes over Ende. Kristendommen

trængtes væsentlig ud af det offentlige Liv, og Pressen

blev i en sørgelig Grad gudløs. Men den senere Historie

har tydelig nok vist, hvor overfladisk Pral det alligevel

var, naar det moderne Gennembruds Mænd triumferede,

som om de havde vundet en fuldstændig Sejr. I Virke

ligheden blev den kristelige Livsbevægelse, der forud

var i Gang i den danske Menighed, ingenlunde tilintet-

gjort i Kampen, men øgede tværtimod — overset og under