84 / 274
73
Den bidrog til at nærme Præst og Menighed til hinanden,
og i Slutningen af 50erne og Begyndelsen af 60erne blev
Forkyndelsen efterhaanden en anden, fik et friere, varmere
Præg, skønt jeg ikke tror, man kan kalde de Kredse, der
samledes om den ældre
P
a u l l i
og senere
F
o g
,
egentlige
Menigheder.
Da jeg selv blev Præst 1867, blev Indholdet af min og
mine Studiefællers Prædiken, en Prædiken om Synd og
Naade med al den rige Udvikling, som Nye Testamentes
mangfoldige og dejlige Indhold forsynede os med. Desto
værre kan jeg ikke sige, at den store Kreds, der sluttede
sig om mig, blev en Menighedskreds. Dertil bidrog, at
der i Odense praktisk talt ikke kendtes Sognegrænser. Der
var vel fire Kirker med fem Præster, men det hele var
dog som eet Sogn. Desuden havde vi to Præster ved Frue
Kirke ikke hver sit afgrænsede Distrikt. Det var nu ogsaa
mest Folk fra andre Sogne, der fyldte min Kirke og Kon
firmandstue, og jeg maatte opgive Tanken om at faa bygget
et Menighedshjem, da et saadant ikke godt kunde tænkes
for Frue Sogn alene. Der var en saadan Hunger efter at
høre Evangeliet, — man kendte dengang ikke synderligt
til »Møder«, — at min Kollega og jeg i tretten Vintre holdt
Ugedagsgudstjenester om Aftenen (senere fortsat af mig
med Bibellæsninger). Jeg fik her Lejlighed til at prædike
over fritvalgte Tekster, ogsaa af det gamle Testamente, en
Vinter en Bække Tekster af 1. Mosebog, en anden af
Salmerne, Esajas o. s. v. Vi fik fuldtonende Menigheds
sang, baade naar vi bad: »Bryd frem mit Hjærtes Trang
at lindre«, og naar vi istemte: »Lovsynger Herren den
evige Konge med Ære«.
Jeg kunde ogsaa godt faa min Tilhørerkreds med til
enkelte Opgaver. Da jeg en Dag efter Gudstjenesten havde
bedt om Bidrag til en Kirke i New-York, hvor en af v.or
Menighedskreds, B.
A
n d e r s e n
,
var bleven Sømands- og
Emigrantpræst, meldte der sig Dagen efter 86, villige til