KøbenhavnsKirkesag

E R I N D R I N G E R .

Af JOHANNES MØLLER.

e g

er født i København

og har levet der, til jeg

var 35 Aar. Som Dreng

gik jeg Sommersøndage i

Skoven, om Vinteren i Kirke

ved min Moders Haand.

Den store Frue Kirke var

kold og hvidkalket. Det

ansaas dengang for det ene

rigtige »at fryse .med An

dagt« i de kolde Kirker.

Prædikenerne indeholdt al

mindelig religiøse Betragt

ninger, der ikke berørte

Pastor Johannes Møller.

ens Personlighed, og af

Evangeliets glade Budskah hørtes kun lidet. Koret sang saa

Salmerne af evangelisk-kristelig Salmebog, og ligesom Prov

sten prædikede for sine »andægtige Tilhørere«, saaledes blev

ogsaa Salmerne sungne

fo r

Tilhørere, som seende i Salme

bogen i det højeste bevægede Læberne, men ikke ansaa det

for passende at synge med. Naar jeg af og til vovede det,

saa alle paa den forvovne Dreng, og saa blev jeg flov og

tavstille. En anden Præst maatte derpaa messe fra Al

teret ogefter endtTjeneste gik Præsterne hjem, og Til

hørerne skiltes, uden derefter at have noget med hinanden

at gøre. Den Kristendom, for hvilken denne Gudstjeneste

skulde være Udtryk, var en, ogsaa i det daglige Liv, tavs

Kristendom, og selv den fattigste Bekendelse hørtes ikke.

Selve Trosbekendelsen havde jeg, da jeg 16 Aar gammel

blev Student, vistnok aldrig hørt eller læst (den fandtes

ikke i Balles Lærebog og hørtes ikke ved Konfirmatio

nen), og da jeg straks efter skulde undervise en lille Pige