74
hver at indsamle hos ti andre ugentlige 10 Øres Bidrag,
og i et Aar samlede vi de 4000 Kr., der var det Bidrag,
som jeg, som en af de otte Indbydere, skulde skaffe til de
30,000 Kr., som Kirken skulde koste.
Yi fik Børnegudstjenester, hvori Lægmænd villig tog Del,
og en stræng Vinter sad Lægfolk sammen med os Præster
og uddelte med stort Besvær — uøvede som vi var — en
indsamlet Sum, omsat i Fødemidler til de fattige.
Men for at en Kreds, der samler sig om Præsten, skal
kunne kaldes en Menighed, maa det være en arbejdende
Menighed, bestyret af Lægmænd, og som derfor bliver
staaende, naar Præsten kaldes bort.
Det var nu ikke Tilfældet hos os, og skønt Frue Sogn
kun indeholdt 6000 Mennesker, hvoraf rigtignok 1000 i tre
Landsbyer, saa oversteg det mine Kræfter, ikke blot at faa
skabt et virkeligt Menighedsarbejde, men ogsaa at naa
frem til et virkeligt Arbejde for de enkelte. Naar jeg gik
paa Gaderne i mit Sogn, saa jeg med Bedrøvelse til Vin
duerne, hvor alle de sad bagved, hvis Præst jeg var, og
for hvem jeg intet kunde være.
Jeg kom adskillige Gange om Aaret til København, og
baade hørte jeg og saa, hvorledes Tilstanden var der. Jeg
hørte af min Ven
J
e n s
K
r og
ved St. Johannes Kirke, at
de om Søndagen havde 24—30 Børn at døbe — og det i
den eneste nybyggede Kirke. Saa skiftede Præsterne med at
døbe seks og seks — en alene havde ikke kunnet udholde
det. Jeg saa Konfirmanderne stime Søndag Aften, værre
end de kunde gøre det i Odense, og jeg læste Viser, som
var sungne ved Konfirmandgilder derovre, og som var alt
andet end opbyggelige. Ved at sammenligne Forholdene
her med mine Forhold hjemme, hvor jeg maa tilstaa,
at jeg næsten altid var langt mere bedrøvet over alt, hvad
der blev forsømt, end glad over den Smule, jeg kunde
udrette, opstod den Tanke hos mig: Hvor vilde det være
dejligt at tage til København og gøre, som jeg skildrede i