82 / 274
71
i Religion, købte jeg mig en lille Katekismus, og deraf
lærte jeg den. I mit Hjem var der Pligtopfyldelse og Æ re
frygt for Gud, men hans Navn blev aldrig nævnet (— jo,
min Moder havde naturligvis tidligt lært mig min Aften
bøn), og hvor vi kom sammen med Husets Venner (hvortil
f. Eks. I. L. Heiberg, Høyen og Madvig hørte), blev selv i
alvorlige Samtaler Guds Navn aldrig nævnet. Sent gik det
op for mig, at Gud elsker Mennesket. Jeg havde jo læst
derom og lærte efterhaanden Skriftens Ord derom, men at
anvende det paa mig, at Gud elskede min stakkels ringe
Person, var mig lige saa fremmed, som det var for den
bekendte
K
r i s t e n
K
o l d
— der, som ban siger, maatte for
tælle det til alle Mennesker, da ban blev grebet deraf.
Engang om Aaret gik vi til Alters, og det var mig en svær
Gang. Dagen før læste vi gerne
M
y n s t e r s
Prædiken om
Nadveren højt, men jeg bævede i min Sjæl ved at nærme
mig det højhellige, og jeg tænkte, hvad kan Syndsforladelsen
dog nytte mig, naar jeg i Morgen synder igen, saa er jeg
jo lige nær.
Det havde altid været forudsat, at jeg skulde studere
Theologi, og der faldt mig selv aldrig andet ind. Men
Studieaarene var ofte strænge, især da jeg tidlig gjorde
Bekendtskab med den gudsfornægtende Litteratur (navnlig
C
a r l
V
o g t
),
for jeg havde saa lidt at staa imod med. Saa
var ogsaa
S
ø r e n
K
ie r k e g a a r d
med sin »Til Selvprøvelse«
og »Indøvelse« og senere »Øjeblikket« svær at døje for
den, der beredte sig til at blive Præst i Folkekirken, især
da ingen af Betydning tog til Genmæle mod ham.
Et Lyspunkt var det i mine Studenteraar eller maaske
allerede før Studenteraaret 1848, da Pastor
R
o t h e
fik ind
ført den liturgiske Gudstjeneste i Frue Kirke Juleaften.
Vi hørte der de velkendte messianske Profetier blive messet
fra Alteret, og vi sang for første Gang vore dejlige Jule
salmer, som alle istemte, naar et Vers var sunget. Kirken
var lys og festlig. Da Gudstjenesten var forbi, mødies alle