97 / 274
86
Kirkerummet til Menighedens Brug, en Frihed, man nu
vilde regne for en Selvfølge, men som man dengang be
tragtede som noget meget radikalt. Og da mod Slutningen
af hans Liv et Forsøg blev gjort paa at ordne de køben
havnske Kirkeforhold ved at lægge Voldterrænets Befolk
ning (nu Andreas- og Esaiaskirkens Sogne) ind under de
gamle Sogne »indenfor Voldene« og saaledes undvære nye
Kirkebygninger og Sogneudskillelser i dette Terræn, afviste
han dette Forslag med
en mesterlig, ungdoms
frisk Betænkning, der
vidnede om hans store
Fremblik og var gen-
nemtrængt af en velgø
rende Varme.
Biskop
F
o g
var en af
de Skikkelser, man ikke
glemmer igen, naa r man
ha r været i Berøring
med ham. Denne smuk
ke, anselige Mand havde
et Aandens Stempel paa
sit rene, aabne Ansigt,
som ikke kunde be
drage. Var der noget,
som mishagede ham, saa sagde han det rent ud, til
høje og lave, men altid paa en saadan Maade, at man
ikke følte sig saaret. Da en af vor Handels mest frem
ragende Repræsentanter i en lidt kaadmundet Tone havde
omtalt etHandelsfifsom nogetnaturligt, tog
F
o g
øjeblik
kelig Ordet og sagde: »Jeg troede ikke, at Snyderi under
nogensomhelst Form kunde anbefales«.
Der var over
F
o g
en ejendommelig Humor, parret med
en velgørende Hjertelighed. Jeg mindes en Dag, da jeg
mødte ham paa Gaden, og han standsede mig med de
B iskop Fog.