103 / 274
92
En af
R
ø r d a m s
største Glæder var de mange Kirke
indvielser, han kom til at foretage i og udenfor Køben
havn. Det var ikke langt fra 50. Tallet naaede han ikke
helt. Han talte selv efter en af sine sidste Indvielser om
Usandsynligheden af at naa Tallet: det lakker mod Enden
nu, sagde han. Men Døden havde ingen Brod for ham.
Han vidste, hvor han hørte hjemme, og hvor han gik
hen. Stille og mild kom Døden da ogsaa, som en smuk
Afslutning paa et indholdsrigt Liv. Med en Bøn paa sine
Læher gik han ind til den Herre og Frelser, han troede
saa fast paa.
Professor
P
e d e r
M
a d s e n
blev den tredje i Rækken.
Han var født i 1843 og kom altsaa først i en fremrykket
Alder (i 1909) til at beklæde Stillingen som Sjællands Bi
skop. Dog var der sikkert ingen der anede, at han skulde
kaldes bort saa snart, allerede i det næst følgende Aar.
Som sine to Forgængere indtog
P
e d e r
M
a d s e n
en frem
ragende Plads i den danske Folkekirke. Da han i 1875
blev knyttet til Universitetet, tilførte han dette en betyd
ningsfuld Kraft. Navnlig i sin første Professortid kom
han til at øve en meget stor Indflydelse paa de unge
Teologer, ikke alene ved sine grundige Forelæsninger, der
var underbyggede med en aldrig svigtende, omfattende
Viden, men ogsaa ved den Evne, han havde til personlig
at knytte sine Disciple til sig; en Mængde Teologer nød i
Aarenes Løb Gæstfrihed i hans Hjem og berigedes ved de
Diskussioner om kristelige Spørgsmaal, som fandt Sted
der. Over hele
M
a d s e n s
Personlighed var der noget ægte
og rent, og bag hans klare og logiske Tankegang mærkede
man i al hans Stilfærdighed et rigt og varm t Hjerte.
Det var en Selvfølge, at man ved Kirkefondets Dannelse
maatte søge at faa ham med i Bestyrelsen. Med den for
ham særegne Tilbageholdenhed tog han ganske vist ikke
særlig megen Del i Forhandlingerne, men naar han talte,
lyttede man altid med udelt Opmærksomhed til ham, fordi