104 / 274
93
man vidste, at hvert af hans Ord var grundig overvejet
og bundede i hans stærke og klare Personlighed.
Med almindelig Glæde hilste Kirkesagens Venner da
ogsaa hans Udnævnelse til Biskop. Man vidste om ham,
at han af hele sit Hjærte ønskede den Sag fremmet. Han.
der saa mesterlig i det kirkelige Udvalg havde ledet Over
vejelserne om Kirkens Forfatning, han der saa klart i et
Par af sine Skrifter havde udviklet Forholdet mellem
Embede og Menighed, han
der saa varmt talte Læg
mandsforkyndelsens Sag
ved den lutherske Konfe
rence i Lund i 1901, han
havde ogsaa Forstaaelse
af Kirkesagens aandelige
Baggrund, — hvorfor han
ogsaa blev Kirkesagens
varme og stærke Støtte i
»det kirkelige Udvalg«. Og
man blev heller ikke skuf
fet, uden alene derved, at
hans Kræfter saa hurtig
ebbede ud. Det viste sig
ved de to sidste Kirke
indvielser, han kom til at
foretage, at Legemets Modstandskraft var brudt. Allerede
7. August 1911 blev han kaldt bort.
Saa gik man paa ny i Spænding, med det Spørgsmaal
paa Læberne, hvem der nu skulde tage Arven op. Og
Kirkesagens Venner fik den Glæde, at Biskop
M
a d s e n s
Afløser blev en Mand, der selv som Præst havde været
med at bære Kirkesagen frem.
I et af de første Møder i Udvalget for Kirkesagens
Fremme var der Tale om en ung Præst paa Laa-
land , om hvem man vidste, at han maalbevidst havde