99 / 274
88
lejlighedsvis ind i den offentlige Diskussion om et eller
andet Emne, skete det allid med Myndighed og Kraft.
Om hans Evne til at slaa Hovedet paa Sømmet, vidner
den foran omtalte Indvielsestale i Helligkorskirken til
strækkelig med sin Udlægning af Teksten fra Haggaj om
»de panelede Huse«.
Men i det daglige Samliv kunde han virke som faa
andre, naar han øste af sin rige Skat af Kundskab og
Erfaring. Jeg mindes en Gang jeg havde været ude i
Dannebrogsgade med ham for at vise ham Gethsemane-
kirken, der var under Opførelse. Han fortalte mig paa
Tilbagevejen en Embedsmands Omvendelseshistorie. Det
tog lang Tid. Han skred ganske vist hurtig afsted, naar
han spadserede, men saa kunde han til Gengæld gøre
lange Pauser, idet han stod stille af og til for ret at faa
Fortællingen i Gang; hans Skildring varede fra Dannebrogs
gade til Tivoli. En saadan Fortælling glemmer man ikke
let; man husker baade den
Mand,
Fortællingen handlede
om, og som under sine Lidelser fandt Fred hos Gud, og
ham ,
der fortalte, og hvis Tanker altid rettede sig opad
mod Lyset.
Han var selvfølgelig et Barn af sin Tid, men faa forstod
som han at se stort paa det nye, selv om det kunde være
ham fremmed. Han søgte at trænge ind i alle nye Be
vægelser, og at forstaa, hvad det var, der bragte Folk til
at tænke og handle som de gjorde. Og var det saa blevet
klart for ham, at der, trods alt, hvad der kunde stemme
ham imod dem, dog var noget af det centrale hos dem, saa
han, at det var Kristi Kærlighed, der drev dem, saa kunde
han forsvare dem med den ham egne Aandsoverlegenhed.
Alt hvad der var sandt og ægte, havde hans Hjerte.
Endnu efter at være gaaet af som Biskop fulgte han i
den korte Tid, han havde tilbage, Kirkesagens Udvikling
med Kærlighed og glædede sig over ethvert nyt Skridt,
man kunde fortælle ham om.