101 / 274
90
Prædikestol, baade i Helligaandskirken og senere i Hol
mens Kirke. En af hans stadige Tilhørere mente at have
gjort den Iagttagelse, at der var mange Studenter, ikke
mindst Jurister, der søgte derhen, hans redelige stilfærdige
Forkyndelse var netop noget, de trængte til.
Han var ikke fra Naturens Haand udrustet med ydre
Veltalenhed, og det faldt ham ikke ind at lægge nogen
Vægt derpaa. Alligevel vilde jeg kalde ham veltalende i
Ordets hedste Betydning. Man lyttede til ham paa Grund
af hans store Ærlighed og Vederhæftighed.
Hvad han liavde paa Hjærte, kunde trænge sig uregel
mæssig frem, maaske endogsaa stødvis og hakkende, men
altid med en ejendommelig Troværdighed og Varme, altid
vidnede hans Ord om en dyb Livserfaring og en fast en
foldig Tro.
Denne Mand, der kunde tale saa jævnt og ligefrem, var
tillige en særdeles lærd Mand. Ogsaa
hans
Interesser gik
vidt omkring ligesom Biskop
F
o g s
;
han havde en sjælden
Rigdom af Viden, som han altid var villig til at uddele
af. Først og sidst skal han i denne Henseende mindes
for det store Arbejde, han nedlagde i sin Oversættelse af
det nye Testamente, med de mange oplysende Noter og
de ypperlige Indledninger, en rig Skat, som mangfoldige
indenfor den danske Menighed har været ham taknem
lig for.
Han var selvskreven som Ordfører, naar det gjaldt at
samle de forskellige »Retninger« indenfor Menigheden til
indbyrdes Forhandling. Ikke mindst ved de store Be-
thesdamøder, hvoraf det første blev holdt i 1886.
Længe før han blev Biskop, kom han i nærmere Berø
ring med Kirkesagen. Efter lange forberedende Fo rhand
linger var en Lægmandskreds i Efteraaret 1889 kommen
til Klarhed over, at man burde samles med Københavns
Præster for at drøfte Kirkesagen med dem. Frugten af
de to Møder, der blev holdt i den Anledning, var en