105 / 274
94
søgt at sætte sig ind i Betingelserne for Arbejdet for Guds
Rige i de store Byer. Det var
H
a r a l d
O
s t e n f e l d
,
Præst
i Bandholm (født 1864). Efter mange Vanskeligheder og
Bryderier lykkedes det omsider, takket være ikke m indst
afdøde Provst
G
l a h n
,
at faa ham knyttet til Frederiksberg
Sogn som Præst ved den lille Bedesal paa Chr. W inthers
Vej, der havde været brugt af Valgmenigheden, inden den
havde faaet Immanuelskirken indviet. Bedesalen laa meget
afsides, det var kun faa der fandt Vej til den, efter at
Valgmenigheden havde forladt den. Men lidt efter lidt fyld
tes den, tilsidst var der ikke en eneste ledig Plads, og da
St. Lulcas Kirke
var bleven indviet, var det en livskraftig og
offervillig Menighed, der drog derind fra Bedesalen. Og snart
blev der ogsaa trangt i denne Kirke, der maatte arbejdes paa
en Deling af Sognet, og Arbejdet lykkedes; snart stod Sol
bjerg Kirke færdig, som et Vidnesbyrd om den Kraft og
Offervillighed, der boede i denne Menighedskreds.
Det var denne Mand, der blev Biskop
M
a d s e n s
Efter
følger. Om de levende skal der ikke tales i denne Rede
gørelse, men vel om de Idealer, der har været ledende
for Sjællands nye Biskop. Ønsket om at gøre Gavn i vor
Folkekirke ved i størst mulig Omfang at sætte sit eget til
Side for at arbejde for andre. Ønsket om at ligne de
engelske Biskopper, som
T
a it
og
I
n g r a m
,
der med en saa
stor Offervillighed søgte at fremme Arbejdet for Guds Rige
i den store Stad, de havde at virke i. Ønsket om at skabe
gode Arhejdsvilkaar for Præst og Lægmand. Ogsaa om den
mandige Ligefremhed og Djærvhed, der ikke virker som
Barskhed, fordi man saa snart lærer Hjertelaget bag ved at
kende, og om den praktiske Sands og Arbejdsevne, der skaf
fer sig Tid til alt det, der paahviler en Nutids Biskop.
Maatte den københavnske Kirkesag vedblivende se Mænd
paa Sjællands Bispestol med samme Hjertelag for Sagen,
som hos de fire Mænd, der hidtil som Biskopper har
staaet i Forbindelse med den.