98 / 274
87
Ord: »Goddag Professor W., jeg er vred paa Dem; De
skriver saadanne kærlige Breve til mig, men De kommer
aldrig op til mig.«
Heller end gerne kom man op til ham; thi man kunde
altid være sikker paa, at man ikke gik forgæves. Man
skulde dog helst have god Tid, naar man talte med ham;
det kunde vare længe, inden han naaede frem til det, han
vilde sige; men naar det saa endelig kom, fik man noget
med hjem, som det var værd at eie. Han sad inde med
en kolossal Læsning, haade fra den klassiske Oldtid, af
hvis Litteratur han kunde lange Stykker udenad, og fra
den nyere Tid. Der var ingen, der som han i den mo
derne Filosofis Værker kunde aflæse ufrivillige Vidnesbyrd
om Kristendommens Sandhed.
F
o g
var
distrait.
Der løb mange Anekdoter omkring i
den Anledning. Nogle af disse Anekdoter er sikkert arvede
fra andre Mænd, der har haft den samme Egenskab, andre
er sande. Men adskillige af disse Smaatræk afgiver ejen
dommelige Vidnesbyrd om ham. Jeg skal blot omtale et
enkelt, som jeg har oplevet. Det var et stort Selskab hos
afdøde Højesteretsadvokat
L
i e b e
.
Der var mange forskel
lige Slags Mennesker, Forfattere, Videnskabsmænd o. s. v.
F
o g
havde lige haft en varm Debat med Borgmester H. N.
H
a n s e n
,
der selv ligesom ogsaa
L
i e b e
var en alvorlig
Kristen —
0111
Billedstøtterne i de københavnske Parker.
Saa var der paa en Gang noget, han var kommet i Tan
ker om, og han sagde saa til Værten: »Har De ikke en
Bibel?« Øjeblikkelig blev hans Ønske efterkommet, og
nu satte
F
o g
sig ganske stille ned under Lysekronen og
gav sig til at læse i Bibelen; han havde tilsyneladende
ganske glemt sine Omgivelser. Hvem kunde ikke beundre
en saadan Distraktion?
Han var ikke, hvad man vilde kalde en produktiv Natur.
Med sit rige Aandsindhold kunde han have gjort store
Indskud i den danske Litteratur. Greb han imidlertid