136 / 217
Chr. Gandil
Alle beklage naturligviis mig, som er kommet til Kjøbenhavn for at
more mig, nu da alle offentlige Fornøjelser indstilles. Det Højtidelige,
som Tiden bærer i sig har dog for min ungdommelige Fantasie sin
Interesse; hver Eftermiddag ringe alle Byens Klokker, og man taler
ikke om andet end Sørgedragt, som jeg nok ogsaa maa iføre mig og
»Lit de parade« og Bisættelsen.
Nogen tid senere.
Jeg har nu seet den meget omtalte »Lit de parade«,
det var et imponerende Syn at see den gamle Konge som et Voxbillede
med det hvide Haar og hvide Knebelsbarter ligge i sin Kroningskappe
paa en Seng med hvide Atlaskes Puder. Han var vist iført hele sin
Kroningsdragt, paa Fødderne havde han hvide Atlaskes Sko, han var
sig selv saa lig. Jeg havde netop seet ham nogle faae Dage før han blev
syg.30 Det var en Morgen tidlig, jeg var endnu ved mit Toilette, da jeg
mærkede noget foregik paa Gaden, ved at see ud fik jeg Øje paa en
Deel Militaire til Hest, iblandt dem var ogsaa Kongen omgivet af sine
Cavalerer, han skulde ud til Fælleden den Morgen for at overvære
nogle militaire Øvelser, han saae jo lidt sammenfalden ud, men han
reed da i smaat Trav. Dette var maaske hans sidste Ridetour, thi faa
Dage efter hørte jeg, at Kongen var saa daarlig, at man frygtede for
hans Liv, det var ikke alene hans vanlige Hoste, som var tiltaget i en
foruroligende Grad, men derhos Feber og Afkræftelse. Hans Liv hang
i en Traad, i nogle faae Dage var Alt forbi.
Men tilbage til min Tour paa Amalienborg. Der var en uhyre Men
neskesværm, som vilde see et Glimt af den elskede Konge, man maatte
have Billetter for at indlades, takket være Onkel Peter, med hvem jeg
fulgte, var jeg af de Lykkelige som kom ind. Omkring Liget stod en
Rad sorte Tabouretter, hvorpaa alle hans Ordener laa. Omkring disse
og paa Væggene, som ogsaa var drapperet med sort Klæde, brændte
en Masse Voxlys, dyb Taushed herskede, man maatte kun passere L i
get og derpaa gaa ud af en anden Dør, da vi kom udenfor var hele
Amaliegaden sort af Mennesker.
Nogen Tid efter var jeg atter med samme Følge paa Amalienborg
for at se Kongens »Castrum doloris«, som igrunden var et meer pragt
fuldt Syn, end det vi første Gang saae, men det havde dog ikke for
mig den Interesse.
Kisten var overtrukket med sort Fløjl, rigt forsiret med Guldarbeide,
J34