25 / 217
Et selvbestaltet velfærdsråd
ten, højtideligt underskrevet af
Jens Jensen, K . M. Klausen
og
Emil
Wiinblad.
Underneden står derefter: - Som oppositionens fælleskan
didat til borgerrepræsentantvalgene slutter jeg mig til ovenstående
program for vor kommunes fremtidige udvikling. H. Trier. —42
Til trods for at der således endnu ikke var tale om fuld enighed,
var sejren hjemme. Alle de valgte i 1893 var enten liberale eller social
demokrater. De allierede venstrefløjspartier havde dog haft en meget
effektiv støtte - højreregeringen.
Denne havde nemlig kort tid før kommunalvalget taget et skridt,
der var mange stemmer værd for oppositionen. Den 6. februar 1893
havde indenrigsminister Ingerslev forelagt et lovforslag om en husleje
skat i København. De første 240 kr.s husleje skulle ganske vist være
skattefri, så de dårligst stillede ville slippe helt for skatten, men be
boerne af disse lejligheder havde sjældent stemmeret til borgerrepræ
sentationen. Folk med store indtægter ville på den anden side kun i
begrænset omfang føle sig generet af en huslejeforøgelse på nogle få
procent. Det var mellemgrupperne, der ville blive hårdest ramt, altså
bl. a. de faglærte arbejdere, som betalte en beskeden skat og derfor
havde stemmeret ved kommunalvalget. De var ofte mindre flinke til
at møde op på valgdagen og afgive deres stemme, bl. a. fordi afstem
ningsforholdene betød, at de måtte ofre en del af deres sparsomme
fritid på sagen. Nu fik oppositionspressen et argument i hænde, der
kunne mobilisere selv de sløveste. For selv om sagen formelt var et
rigsdagsanliggende, ville de københavnske borgeres reaktion naturlig
vis være tungtvejende.
Forslaget om en skat på københavnernes huslejer var en så kluntet
idé, at det nærmer sig det absurde, selv om der lå en fornuftig tanke
bag. Københavns kommunale kasse trængte til forstærkning. Loven
om alderdomsforsorg af 1892 ville koste kommunen mange penge,
man skulle have et nyt rådhus, byens kloakeringsforhold trængte til
modernisering osv., osv., og pengene fra denne nye skat skulle hjælpe
byen til at løse disse opgaver. Der havde været tanker fremme om at
hæve loftet over indkomstskatten fra de daværende 3 pct. til 4F2 pct.,
men den vej syntes ikke farbar. De store kommunale lån, som var op
taget gennem de senere år, foruroligede mange både i kommunalbe
styrelsen og på rigsdagen, og de muligheder for billige lån, der havde
foreligget i i88o’erne, var ikke mere til stede. Man kan føle med de
23