26 / 217
Sigurd Jensen
embedsmænd i indenrigsministeriet, der har siddet og vredet deres
hjerner for at finde en udvej, men der er næppe nogen, der har kom
plimenteret dem for resultatet. I folketinget var repræsentanter for
alle partiafskygninger, lige bortset fra regeringens mest trofaste støtter,
ved at vælte hinanden for at komme på talerstolen og tage afstand;
her var der virkelig en sag, hvor man kunne score points ved kraftige
og ordrige indsigelser. Da alle omsider havde fået talt færdig, blev for
slaget lagt godt og sikkert til hvile i et dertil egnet udvalg.43
I de nærmest følgende år forærede regeringen ikke socialdemokra
terne og de liberale den slags godter, og højremændene oppede sig
meget og fik deres folk til stemmeurnerne. Men i det lange løb var de
to oppositionsgrupper, trods den fortsat ret løse alliance, i stand til at
få stadig flere vælgere frem —de bedre tider gav stadig flere så tilpas
stor en årsindtægt med deraf følgende skattepligt, at de fik kommunal
stemmeret. 1897 erobrede de liberale og socialdemokraterne flertallet
i borgerrepræsentationen.
Vi må da konkludere, at Marstrand havde ret i, at en lille selvbestaltet
gruppe i en årrække havde en dominerende indflydelse på, hvem der
kom ind i borgerrepræsentationen, selv om der dog var tilfælde, hvor
den ikke fuldt ud afgjorde valgets udfald. At kredsen var selvbestaltet
er ubestrideligt, men vælgernes interesse for borgerrepræsentationsval
gene var i mange år så ringe, og valgsituationen i det hele så diffus,
at det er forståeligt, at håndfaste folk følte trang til at gribe ind. Det
nyvundne demokrati skulle jo bringes til at fungere.
Marstrand var en af de liberale, der blev valgt ind i borgerrepræ
sentationen i 1893, og da var »det selvbestaltede velfærdsråd« for
længst hørt op med at virke. Dets tid var forbi i 1880’erne. Fra da af
arbejder man sig - tungt og besværligt - frem mod den form for
vælgerforeninger, som nutiden kender.