22 / 217
talte Heymann og skibsreder
J . Strandgaard.
Fædrelandet skrev, at de
ikke burde genvælges, og at de ikke ville efterlade noget savn, men
bladet måtte, da valgresultatet forelå, konstatere, at Strandgaard i al
fald var blevet valgt til suppleant (han rykkede snart ind igen og sad
til 1886). Men Fædrelandet trøstede så sig selv og sine læsere med,
at når galt skulle være, var det ham, man var mindst ked af at se igen.
Allerede året efter fik Heymann dog så mange stemmer, at han kom
til at stå øverst på suppleantlisten. Men udviklingen formede sig så
dan, at han aldrig mere blev medlem af forsamlingen.30
Det at man ville drage større kredse ind i udarbejdelsen af den kan
didatliste, som byens toneangivende højreblade derefter skulle gå ind
for, var naturligvis smukt, rigtigt og nødvendigt, men det var unægte
lig mere besværligt end i de dage, hvor en lille udvalgt skare kunne
samle sig om en cigarkasse i et redaktionskontor. I 1881 baksede man
med forskellige tanker om, hvordan sagen skulle gribes an, bl. a. var
man inde på, om man ikke burde indkalde alle byens landstingsvæl
gere til et møde. Men det blev for voldsomt. I stedet fik man arran
geret forskellige opstillingsmøder. For det største af disse stod forman
den for Arbejderforeningen af 1860 som formel indbyder, og til det
var indbudt formændene for Grosserersocietetets komité, industrifor
eningen, grundejerforeningen, håndværkernes formandsforening og
Den broderlige arbejderklasses hjælpeforening, samt ni borgerrepræ
sentanter, som ikke var på valg, og redaktørerne for seks dagblade. På
dette møde stemte man om de fremkomne forslag til kandidater, og
stemmeflerhed blev afgørende for, hvem der kom med på listen, der
støttedes af de implicerede blade. Det var denne liste, der sejrede ved
valget. Et andet opstillingsmøde, der var indkaldt af et par ærgerrige
borgere, som gerne ville være borgerrepræsentanter, fik opstillet en
kandidatliste, men fik ingen valgt. Et tredie møde, hvortil bl. a. den
senere marineminister
F. Jøhnke
var medindbyder, fik samme resultat.
Københavns grundejerforening forsøgte sig uden større held med en
annoncekampagne. Der var således tale om en ganske omfattende og
intensiv valgkamp, men det lykkedes kun at få 3 174 af de ca. 15.000
vælgere frem til valgstederne.30
Også i 1882 stod formanden for Arbejderforeningen af 1860 som
den formelle indbyder til et opstillingsmøde, domineret af højrekræf
terne. Kredsen af indbudte var udvidet med bl. a, formændene for
Sigurd Jensen
2 0