24 / 217
I 1 883 oprettedes Københavns liberale venstreforening, men venstre
havde stadig ikke vælgere nok til at sætte repræsentanter ind i borger
repræsentationen. Den liberale presse hævdede, at tilrettelæggelsen af,
hvem der skulle ind i borgernes råd, stadig mere eller mindre lå i hæn
derne på højrepressen og en lille klike bag den. I 1886 dannede højre
folkene den kommunalpolitiske organisation Københavns kommunal
forening, der bakkedes op af et halvt hundrede foreninger, officielt
upolitiske, men med højreorienterede sympatier.38
Det at der nu stod organisationer overfor hinanden i kampen om
stemmerne ved kommunalvalgene var medvirkende til at valgdeltagel
sen blev sat i vejret. Ved valget i 1887 fik således den først valgte
(bagermester, cand. polyt.
C. F. Lichtenberg)
7451 stemmer, medens
den sidst valgte (grosserer
Chr. H. Munck)
fik 5658. Oppositionens
største stemmesamler tømrermester
H. L. Thomsen
fik kun 1852 stem
mer.39
Hvor svært vælgerne havde ved at finde ud af de ganske stramme
valgregler ses bl. a. af, at Berlingske Tidende i 1887 måtte indprente,
at det var nødvendigt at vælgeren selv afleverede sin stemmeseddel, og
at denne —det pågældende år —var ugyldig, hvis den rummede mere
end syv navne.40 Navnlig dette sidste kunne nok skabe vanskeligheder,
for antallet af pladser der skulle besættes, skiftede som nævnt fra år til
år, fordi der foruden de seks der var på genvalg kunne være tale om
ledige pladser på grund af dødsfald, bortrejse, ønske om at fratræde
el. lign. Travle folk kunne have andet og vigtigere at tage vare på end
at holde sig orienteret om, hvorvidt det var 6, 7, 8 eller endnu flere
pladser, der skulle besættes. Det må have givet en del ugyldige stemme
sedler. For at modvirke dette, uddelte vælgerforeningerne trykte stem
mesedler, som var klar til at blive puttet i urnerne.
Venstrefløjen forstod naturligvis, at for at sejre ved kommunalval
gene måtte man stå sammen. Men det var svært. Noget fællesprogram
for socialdemokrater og liberale lod sig ikke opstille, og man måtte
nøjes med mere vage tilkendegivelser af en vis enighed og ønske om
fællesoptræden overfor højre,41 og i 1893 nåede man så vidt, at social
demokraterne og de liberale mødte med i al fald en kandidat, som fik
fuld støtte fra begge parter, nemlig
Herman Trier.
Det markerede man
på den måde, at socialdemokraterne offentliggjorde deres kommunal
politiske program for borgerrepræsentationsvalget i Social-Demokra-
Sigurd Jensen
2 2