HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Et selvbestaltet velfærdsråd

bladet. Han gjorde sit blad til en avis af kvalitet, og han gik med liv

og sjæl ind i det politiske arbejde, der foregik i kulissen, deriblandt

arbejdet i den redaktørgruppe, der udarbejdede kandidatliste til de

københavnske kommunalvalg. Den smidige, gemytlige Bille manøv

rerede meget behændigere i dette spil end f. eks. Fædrelandets barske,

stive Carl Ploug. Bille forstod, at også andre end akademikerne måtte

have indflydelse, håndværkerne og de handlende. Hørup, der absolut

ikke kunne lide ham, skrev i sin nekrolog over ham, at han kendte alle,

havde venner i massevis og »intet møde kunne holdes, hvor han ikke

dirigerede eller førte ordet, ingen fest, hvor han ikke var hovedtaleren,

ingen adresse redigeres, ingen resolution vedtages, ingen henvendelse

udsendes til velgørenheden, uden at den begyndte med de tre faste

navne

Adler, Bille, B rix«P

I 1872 fratrådte Bille som redaktør af

Dagbladet og solgte det. Men i samme år blev han medlem af bor

gerrepræsentationen, hvor han sad til 1880, og han var folketings

mand 186 1-80 , så hans indflydelse var betydelig, indtil han forlod

landet.

Men der var selvfølgelig også andre grunde end Billes afrejse, der

var med til at skabe roderiet omkring kandidatlisterne. Basis for deres

udarbejdelse var blevet for snæver, og kritikken fra venstre af det kom

munale valgsystem i København var ved at få større gennemslagskraft.

I folketinget havde

Fredrik Bajer

indbragt et lovforslag om, at for

holdstalsvalgmåden skulle bringes til anvendelse ved de københavnske

kommunalvalg, så også mindretal kunne blive repræsenteret. Magi

straten fik forslaget til betænkning og afviste det med henvisning til,

at der sjældent var mere end én kandidatliste til valgene, og var der

mere fik den, som den samlede presse bakkede op, næsten alle stem

merne. I borgerrepræsentationen, hvor forslaget også drøftedes, frem

kom bl. a. den indvending, at skulle man have forholdstalsvalg, måtte

man også acceptere, at kandidater og medlemmer var opdelt i partier,

og at have partier i borgerrepræsentationen var for mange en veder

styggelighed.34

I 1880 havde kandidatlisterne været drøftet i en bredere kreds, og

der var sket den kursændring, at bladene ikke automatisk anbefalede,

at de fratrædende, der var villige til genvalg, valgtes. For Fædrelandet

var denne ændring ikke noget offer, for blandt de fratrædende var to

af Københavns grundejerforenings repræsentanter, den tidligere om