16 / 217
en liste offentliggjort i Fædrelandet. Den engere kreds (engere =
snævrere) har altså omfattet de to blades redaktører og baggrunds
grupper. Deres fællesliste fik iøvrigt ikke den helt store succes ved
valget det år. Af de 12, der stod på listen, blev kun de seks valgt, og
deraf måtte to endda nøjes med suppleantpladser, og af de valgte
seks stod de tre tilmed også på andre lister end de to blades. Dagbladet
havde endda gjort et særligt skrabud for håndværkerne, idet det skrev,
at disse »billigvis« burde udgøre hovedstammen i borgerrepræsenta
tionen. Men vælgerne fulgte ikke i særlig grad bladets forslag i så hen
seende, for af de fire håndværkere Dagbladet havde foreslået valgtes
kun én, bagermester
C. F. D. Marstrand.17
Blandt de aviser, der mødte op med kandidatlister i 1857, var også
Berlingske Tidende. Glemt var den knibske indstilling fra 1840, at
sligt var i modstrid med afstemningstanken. Men 17 år er jo også en
lang tid. Meget stod iøvrigt på spil nu hvor alt det tilvante syntes at
være ved at falde: den regulerede næring, de gamle traditioner, ja,
selv byens volde. Noget måtte der gøres, og Berlingeren skrev en ar
tikel, der dementerer alle formodninger om, at det i disse år kun var
den nationalliberale presse, der kunne skrive magtfuldt og muntert: -
Møder og stemmer, det er det hvorpå det kommer an. Bagefter at
jamre over, at et lille parti har domineret valgene, hører ingensteds
hjemme . . . Er det ikke Eders egen skyld, I ældre, alvorlige og sindige
mænd, borgere og embedsmænd - der lade dem, I kalde »skrålerne«,
her som ved alle andre lejligheder gøre udslaget, fordi I ikke selv gide
røre Eder af stedet. I ville hellere sidde hjemme i tøfler og slobrok end
underkaste Eder det forfærdelige arbejde at gå ud kl. 10 og aflevere
Eders stemmeseddel. - 18
A f de otte kandidater, Berlingeren anbefalede, blev de syv valgt,
men flere af dem stod også på andre blades lister. Der var i det hele
taget ikke længere noget særlig dybt svælg mellem de gammelkonser
vative, der læste Berlingske Tidende, de »troende« nationalliberale,
der læste Fædrelandet, og den nationalliberalt påvirkede, men ikke
særlig stærkt politisk engagerede middelstand, som Dagbladet var så
god til at få i tale. Det var derfor ganske naturligt, at den snævrere
kreds, der forud for de københavnske kommunalvalg udarbejdede og
agiterede for en kandidatliste, og som i en årrække havde bestået af
Fædrelandet og Dagbladet og deres baggrundsgrupper, fra slutningen
Sigurd Jensen
1 4