18 / 217
Sigurd Jensen
Han havde nemlig stærke kræfter i ryggen. Hans fulde navn var Isaac
Wulff Heymann (eller Heyman), og han levede 18 18 -84 . Hans støt
ter var dels den jødiske menighed, der gennemgående følte sig under
repræsenteret i byens råd, dels Københavns grundejerforening.
Denne sidstnævnte forening, der var stiftet i 1860, må ikke forveks
les med den grundejerforening, som blev stiftet ti år tidligere af en
række godsejere og som havde ført sig stærkt frem på den politiske
højrefløj. Københavns grundejerforening var formelt upolitisk og
havde først og fremmest til formål at bekæmpe stigningen i grundskat
terne. I starten havde den svære vanskeligheder på grund af interne
stridigheder, senere kom der mere hold over tingene. En af dem der
betød mest for foreningen var I. W. Heymann; 1865-8 1 var han
næstformand, 188 1-84 formand.23 I det lange løb kunne redaktør
kredsen da heller ikke holde ham ude af borgerrepræsentationen. 187 1
kom han ind. 24 Kredsens monopol kunne altså brydes.
Det var ikke alle de københavnske avisredaktører, der fik lov til at
være med i kredsen, og de der stod udenfor skumlede naturligvis over
kredsens virksomhed. Således det lille ikke særlig indflydelsesrige kø
benhavnerblad Hejmdal, der i 187 1 vovede sig frem med en kritik af,
at de lister redaktørerne nåede frem til, blev til i en lukket kreds og
ikke på et møde hvor repræsentanter for flere samfundsklasser havde
adgang. Men så tog Carl Ploug sin barskeste mine på. Hejmdal fik en
gevaldig røffel og fik at vide, at 30 års erfaring havde vist, at den an
vendte fremgangsmåde var den mest praktiske, og Københavns kom
mune kunne takke den for mange gode valg. For —hed det - bor
gerrepræsentationsvalgene påkaldte nemlig ikke særlig stor interesse.
Hvis man arrangerede offentlige prøvevalg, ville disse formentlig først
og fremmest blive besøgt af nysgerrige og ikke i særlig grad af valg
berettigede, og på sådanne åbne møder kunne man ikke frit drøfte de
fremførte kandidaters personlige kvalifikationer. Derfor havde man
indskrænket sig til at drøfte disse ting i en mindre kreds der »kun støt
ter sin autoritet derpå, at repræsentanter for nogle større blade deltager
i deres beslutninger«. Tøvrigt var listen jo kun et forslag. Hvem der
ville kunne foreslå andre.20
Så længe enhver vælger i princippet var forpligtet til at modtage
hvervet som borgerrepræsentant, kunne hvem som helst blive fore
slået som kandidat på et valgmøde og derved få sin person sat under
1 6