17 / 217
Et selvbestaltet velfærdsråd
af 1850’erne også omfattede Berlingske Tidende, hvad der naturligvis
yderligere styrkede kredsens indflydelse.19 I baggrundsgrupperne træf
fes også bl. a. siddende medlemmer af borgerrepræsentationen (idet
man dog holdt sig borte det år man selv var på valg).
Den forstærkede kreds viste sin styrke i 1859 ved at få udskiftet et
par håndværkere blandt de borgerrepræsentanter, der var på valg,
med nogle den syntes bedre om.20
Flere andre dagblade sluttede sig i de følgende år til kredsen.21 Der
var mere indflydelse at hente ved at være indenfor end ved at stå uden
for med sin egen liste.
Der var her skabt en monopolagtig situation. Redaktørerne for de
dominerende københavnske dagblade og en række af deres anonyme
meningsfæller, deriblandt en række allerede indvalgte borgerrepræsen
tanter, sad nu og bestemte år for år, hvem der skulle ind i borgernes
råd i København. Men når man har et monopol må det naturligvis
vogtes. Kredsen passede godt på ikke at bruge det på en alt for ud
æskende måde. Først og fremmest gik den principielt ind for, at sid
dende repræsentanter, der ønskede genvalg, så vidt muligt burde gen
vælges, og allerede det begrænsede i høj grad faren for at provokere.
Men nye skulle der jo stadig ind, og når kredsen havde taget stilling
for —eller imod —et emne, blev der ikke taget blidt på dem, der så
anderledes på sagen.
Som eksempel kan nævnes, at Arbejderforeningen af 1860 i 1863
førte vekselerer, kommerceråd
I. W. Heymann
frem som kandidat,
til kredsens absolutte mishag. Dagbladet skrev i den anledning, at
Heymann, der var en af stifterne af Industribanken (fra 1862), jo
ganske vist ved sin store indsats i denne sag havde gjort de mindre
næringsdrivende en væsentlig tjeneste. Men selv om Arbejderforenin
gen af 1860 havde 2500 medlemmer, så var næppe 500 af disse kom
munale vælgere, og iøvrigt havde Heymann slet ikke interesser tilfæl
les med de små skatteydere, for han var en rig mand, der havde sin
kapital anbragt i industrielle foretagender. Bladet fandt derfor at hans
valg ville være »stødende«, og det tilføjede, at hvis arbejderforeningen
følte den skyldte Heymann noget, så måtte den klare den sag inden
for sine egne rammer. - Heymann blev da heller ikke valgt, men han
fik dog 421 stemmer, og det var nok til at blive suppleant. 22
Hermed havde kredsen dog ikke hørt det sidste ord om Heymann.
l 5