132 / 243
S V U N D N E T I D E R
ikke forsvandt, var mindet om den »som en begivenhed, der kunne give
ny virkelighed til Københavns blegnede drømme om at være en verdens
by og tilføre dens liv noget af den glans, den har mistet«, som Adolf
Bauer udtrykte det 1888 i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift.
V ed rejsegildet på udstillingsbygningen 1872 havde rustmester G.
Christensen, der var næstformand for det aktieselskab, som var blevet
dannet i 1870 til at forestå dens opførelse, udtalt, at det, som universi
tetet og de højere læreanstalter betød for videnskaben og dem, der ud
dannede sig til embedsmænd, lærere, kunstnere og landbrugere, skulle
»dette hus med Guds hjælp blive for dem, der arbejde i industriens tje
neste, navnlig til oplysning, støtte og vejledning for dem, som føle trang
dertil og som selv ville arbejde fremad«, medens udstillingen 1888, der
fandt sted i hundredåret for stavnsbåndets ophævelse, var at betragte
som en hyldest til arbejdet, »det flittige og udholdende, såvel som det
livlige og åndfulde, kort sagt arbejdet i alle virksomhedsgrene«.
I begge udstillinger var murerne interesserede. Således var i 1872
bygningens arkitekt V ilhelm Klein, der også kaldes murermester, med
lem af udstillingskomitéen, og i 1888 murermester C. P. Wienberg, der
tillige fra 1 8 7 5 -9 6 var medlem af Industriforeningens repræsentantskab
og bestyrelse, og desuden fra 1 8 7 6 -8 3 havde været borgerrepræsentant.
Blandt deltagerne i denne udstillings garantifond findes murermestrene,
borgerrepræsentant Carl R. Ette, den kendte kunstsamler J. V. Frohne,
Carl Kruse, grundlæggeren af Frederiksholms Tegl- og Kalkværker, V il
helm Køhier, foruden Wienberg, der også sad i bedømmelsesudvalget.
D e t var således helt i overensstemmelse med murermestrenes sam
fundsmæssige betydning, at lauget i 1892 flyttede til Studiestræde 7,
hvor det forblev til 1912, da det fik nye lokaler i den forlængst nedrevne
ejendom V ed Stranden 6.
1 2 9