135 / 243
N y e L o k a l e r i S t o r e K o n g e n s g a d e 4 5
M i n d e r i g e H u s e
D a Håndværkerbanken i 1922 fik brug for murerlaugets lokaler i sin
ejendom Ved Stranden 6, flyttede dette til Store Kongensgade 4 5 . 1 den
forbindelse er det ganske pudsigt at mindes, at et par af de værelser på
første sal, hvor laugets nye kontorer indrettedes, så tidligt som fra 1 8 6 9 -
73 havde været udlejet til »Kreditforeningen for Håndværkere og Indu
stridrivende i Kjøbenhavn«, der, som tidligere omtalt, var Håndværker
bankens oprindelige navn. Ejendommen, der nu er nedrevet, var en af
de smukkeste og mest særprægede i Store Kongensgade. D en var op
ført 1756 af tømrermester Georg Volmeister som en anselig treetages
gård med side- og baghus af bindingsværk. Facaden til gaden var grund
muret, syv fag bred med en fire stokværk liséneinddelt midtrisalit på tre
fag under en trekantsgavl med bygherrens navn i en rokokokartouche.
Stilistisk sluttede den sig til de Eigtvedske borgerhuse fra samme tid i
Amaliegade og Bredgade.
Murerne var nu vendt tilbage til Set. Annæ Vester Kvarter, hvor de
jo tidligere havde haft husfællesskab med tømrerne i Adelgade 27 , og
de stilfulde laugskontorer i det fornemme hus kunne næsten virke som
et symbol på deres anseelse og økonomiske fremgang.
I den sidste snes år har denne del af Store Kongensgade skiftet ud
seende. Foruden Volmeisters gård er flere andre huse blevet nedrevet,
og tværs over tomterne er Landgreven blevet anlagt til Borgergade. D et
mærkelige navn skyldes et traktørsted, som kaldtes »Landgreven«,
egentlig Landgreven af Hessen, der lå her fra 1 7 1 1 -1 7 6 0 .
Nok så interessant var det længst forsvundne hus nr. 47 ved siden af
Volmeisters gård på grund af de minder, der knyttede sig til det, for det
var her, P. A. Heiberg i sin bopæl juleaften 1799 fik forkyndt den skæb
nesvangre dom at skulle »forvises kongens riger og lande« som straf for
sine skrifter. »Således endte - udtalte forfatteren Thomas Thaarup -
denne beklagelige proces med forliis for fædrelandet; thi det er et forliis
for staten, når et sådant hoved hviler . . . « . Talrige var de sympatitil
kendegivelser, Heiberg modtog - endog af folk fra hoffet - inden han
den 7. februar om aftenen for stedse forlod sit land. D a han steg ind i
vognen, vrimlede gaden af hurraråbende mennesker, og selv vægteren