133 / 243
V e d S t r a n d e n 6
F o r h o l d e n e u n d e r f ø r s t e V e r d e n s k r i g
o g C h r i s t i a n s b o r g s G e n o p f ø r e l s e
Siden 1882 havde Ved Stranden 6 tilhørt Håndværkerbanken. D e
lokaler, som lauget her kom til at disponere over, havde tidligere huset
Frederiksholms Tegl- og Kalkværkers kontorer, hvis stifter, V ilhelm
Køhier, havde været formand for »Kreditforeningen for Håndværkere
og Industridrivende i Kjøbenhavn«, som Håndværkerbanken oprindelig
blev kaldt. Lidt ældre københavnere erindrer endnu bygningens brogede
facade med dens dekorationer af glaserede sten, der bl. a. omfattede en
række håndværkerinsignier. Under hele første verdenskrig indtil 1922
havde lauget til huse i dette særprægede hus, der gjorde en ganske ejen
dommelig virkning mellem gadens nyklassicistiske ejendomme, som el
lers alle stort set havde bevaret den skikkelse, de havde fået efter byens
brand 1795, hvor hele dette kvarter var blevet luernes bytte. I største
delen af denne periode satte krig og dyrtid sit præg på det daglige liv.
Krigens byrder ramte den almindelige borger hårdt. Priserne steg, navn
lig på fødevarer og brændsel, og adskillige led derfor ligefrem nød. D es
uden var der mangel på boliger, og det bedrede naturligvis ikke tilstan
dene, at en voldsom influenzaepidemi, »den spanske syge«, i 1918 og
1919 hærgede byen som en svøbe og bortrev mange i deres bedste alder.
Det forhindrede imidlertid ikke, at adskillige udnyttede krigens fordele
ved på kort tid at skabe sig en formue på eksport af levnedsmidler til
de krigsførende lande og ved heldige børsspekulationer. I denne dans
om guldkalven spillede byens gamle overklasse fallit, og på forlystelses
stederne blev det de ny såkaldte gullasch-baroner, der gav tonen an.
»Masser af mennesker - hed det - tjener formuer fra den ene dag til
den anden og smider om sig med guldet, så forargeligt og forrykt, at
man væmmes og beskæmmes - samtidig sulter og fryser en endnu større
mængde af stakler, som er slået ud af de abnorme forhold, og som ingen
udvej øjner for at få de små penge til at slå til, hvor alt er blevet mange
dobbelt dyrere. M en trods alt skal livet leves . . . « , og det gjorde murerne
også, selv om der blandt dem sikkert har været mange, der måtte vende
hver øre!